

Holland var endnu ikke sikker på avancement fra gruppespillet, da de tirsdag eftermiddag mødte Qatar.
Derfor startede Louis van Gaal også med alle stjernerne fra start, og det inkluderede Cody Gakpo, som før tirsdagens kamp havde scoret to mål.
Og den hollandske angriber skulle ikke bruge lang tid, før han endnu en gang markerede sig.
Efter 27 minutter trak han bolden ind i feltet, hvorefter han med højrebenet sendte den ind ved stolpen. 1-0 til hollænderne.
Holland dominerede som ventet kampen, men det blev ikke til flere mål i første halvleg.
Det kom der til gengæld i anden halvleg. Efter et par minutter dukkede bolden op foran Frenkie de Jong, som fra en position tæt på Qatars mål let kunne trille bolden i mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Qatar kom herefter mere i boldbesiddelse, men de havde svært ved at omsætte det til noget brugbart.
I stedet slog Holland til i den anden ende, da Steven Berghuis trillede bolden i et tomt mål, men scoringen blev hurtigt underkendt, fordi Gakpo havde ramt bolden med hånden kort før målet.
Slutningen af kampen var uden de store chancer, men i overtiden var Berghuis tæt på, da hans afslutning ramte overliggeren.
Der blev ikke scoret yderligere, og derfor sluttede det 2-0 til Holland.
Resultatet betyder, at Gakpo og co. vandt gruppe A.
Senegal slog samtidig Ecuador, og det er derfor afrikanerne, der gør Holland selskab i 1/8-delsfinalerne.
Holland skal nu møde det land, der bliver nummer to i gruppe B. Den gruppe bliver afgjort senere på aftenen.


FIFA VM
Holland
Qatar































