Ingen Roony Bardghji.
Det har været en af de helt store historier i Sverige, efter FC Barcelona-spillerens navn ikke var blandt de 26 spillere, som Graham Potter har udtaget til VM.
Især fravalget af Roony til fordel for spillere, der tørner ud for Pafos, Malmö FF og Holstein Kiel, har vakt opsigt.
Det fortæller Johan Dolck Wall, der dækker svensk fodbold for avisen Expressen.
- Jeg tror, at de fleste supportere af Sveriges landshold havde regnet med, at han skulle med til VM. Det er der ingen tvivl om. Han spiller trods alt i Barca.
- Graham Potter har afvist, at fravalget skyldes surmuleri, som det ellers har været beskrevet. Hvad der i sidste ende er sandheden, får vi nok aldrig at vide.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men der er fortsat en stor debat i Sverige, om hvorvidt Roony skulle være med eller ej. Snakken går især på, at en spiller som Taha Ali fra Malmö FF er udtaget i stedet. Det har nogle lidt svært ved at forstå, fortæller Expressen-journalisten.
Johan Dolck Wall peger på, at 27-årige Taha Alis evner som indhopper har været afgørende for Potters valg.
- Man ser stadig Roony som et vældigt stort talent. Men han er ikke helt færdigudviklet endnu, og man tror på, at han kan blive endnu bedre
- Hverken Roony eller Taha Ali havde været i spil til startelleveren, og når man ikke er udtaget til at starte inde, handler det mere om, hvad du kan udrette på 10-15 minutter i afslutningen af kampen.
- Der har Potter vurderet, at Ali virkelig kan gøre en forskel. Ali er nok blandt de bedste i verden i en mod en situationer. Det er en god evne at have i truppen, hvis der mangler et mål sent i en VM-kamp, siger Dolck Wall
Er Potter bange?
Roony delte kort efter annonceringen af VM-truppen en story på Instagram, hvor han delte et citat fra Biblen.
- Selvom jeg går gennem dødens skyggedal, frygter jeg intet ondt, for du er med mig, skrev FC Barcelona-spilleren en anelse kryptisk.
Generelt er den 20-årige svensker ikke bange for at sige sin mening, hvilket også er tilfældet for Eintracht Frankfurts Hugo Larsson, der heller ikke skal med til VM.
Det har ifølge Johan Dolck Wall sat gang i spekulationerne på den anden side af Øresund.
- Der har været en debat her i Sverige om, hvorvidt Potter er bange for stærke personligheder. Det tror jeg ikke, er årsagen bag fravalget af Roony.
- Roony er ung, og han er tydelig omkring, hvad han tænker og mener. Det er jo sådan set en god egenskab, og jeg tror heller ikke, at Potter har et problem med det.
- Jeg mener, at Potter har bevist i sin karriere, at han godt kan arbejde med store og stærke personligheder, afslutter Johan Dolck Wall, der dækker svensk fodbold for avisen Expressen.
Roony Bardghji står noteret for tre optrædener på det svenske landshold.

Barcelona
FIFA VM
Sverige



































