2026-06-12 22:58:55

To minutter på banen: Canada sikrede historisk point mod Bosnien

Canada sikrede sig sit første VM-point nogensinde, da indskifter Cyle Larin udlignede til 1-1 mod Bosnien-Hercegovina i et intenst opgør.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 1. runde

FT

CAN

1 - 1

BOS

21'
01
Jovo Lukic
Mål
78'
11
Cyle Larin
Mål

Den canadiske verdensstjerne Michael Bublé leverede et festligt indslag ved åbningsceremonien i Toronto.

Derefter var scenen sat til gruppe B-opgøret mellem værtsnationen Canada og Bosnien-Hercegovina – og de to hold leverede ligesom Bublé varen.

Kampen bød på chancer i begge ender, høj intensitet og masser af drama og blev fremragende reklame for VM-slutrunden.

Canada gik ind til opgøret med seks VM-kampe og seks nederlag på samvittigheden, og længe lignede det endnu en skuffende aften for værtsnationen.

Jovo Lukić så ud til at blive den store bosniske helt, men indskifter Cyle Larin ville det anderledes.

Blot to minutter efter sin indskiftning dukkede angriberen op i feltet og sendte udligningen til 1-1 i nettet.

Artiklen fortsætter efter billedet

FIFA VM -To minutter på banen: Canada sikrede historisk point mod Bosnien
Foto: Cole Burston/AFP/Ritzau Scanpix

Dermed sikrede Canada sig det første VM-point i landets historie.

Kvalitet frem for kvantitet

Fra kampens begyndelse var der stor kamp om initiativet, og begge hold gik offensivt til værks.

Allerede efter tre minutter blev Canada advaret efter en farlig bosnisk dødbold, men værterne slap med skrækken.

I det 17. minut fik Jonathan David en kæmpe mulighed for at bringe canadierne foran. Angriberen havde frit udsyn til målet, men fik ikke ordentligt træf på bolden og sendte den lige i hænderne på Bosniens målmand, Nikola Vasilj.

Fire minutter senere slog bosnierne til i den anden ende.

Canadas keeper Maxime Crépeau fejlvurderede et hjørnespark fra Ivan Bašić, og det udnyttede gæsterne. Sead Kolašinac forlængede bolden videre til Jovo Lukić, som dukkede op i det lille felt og headede Bosnien-Hercegovina foran 1-0.

Herefter sad Canada på store dele af spillet, men værterne havde svært ved at omsætte overtaget til åbne målchancer mod et kompakt bosnisk forsvar. Det blev blandt andet illustreret af, at canadierne tilkæmpede sig ni hjørnespark alene i første halvleg.

Canadisk forløsning

Anden halvleg åbnede med chancer i begge ender.

Canada satte et flot angreb sammen, som endte med, at Richie Laryea blev spillet fri til afslutning i feltet. Her stod Kolašinac dog det rigtige sted og leverede en fremragende blokering, der forhindrede en canadisk udligning.

Få minutter senere var Ermedin Demirović tæt på at udbygge Bosniens føring, men angriberen fik ikke ordentligt træf på bolden og sendte afslutningen forbi mål.

I slutfasen fik Canada omsider hul på bylden. Ismaël Koné drev bolden frem gennem banen og spillede den videre til Promise David, som fandt Cyle Larin i feltet. Angriberen tog bolden elegant til sig, vendte rundt og sparkede sikkert udligningen i nettet til 1-1.

Det var et fornemt indhop af Larin, der blot havde været på banen i to minutter, før han kom på tavlen.

Lørdag aften skal de andre to nationer i gruppe B - Schweiz og Qatar - i aktion mod hinanden.

Podcast Cover

VM Morgenbriefing: Mexicansk folkefest og røde kort

Hattrick | Afsnit 100

Mens du har sovet, er VM 2026 blevet sparket i gang foran et kogende Estadio Azteca i Mexico City. 

Læs mere
-8:52

Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

VM - 1. runde

FT

CAN

1 - 1

BOS

21'
01
Jovo Lukic
Mål
78'
11
Cyle Larin
Mål
Annonce

16 kommentarer

Se kommentarer
Annonce