Lørdag eftermiddag skydes VM-slutspillet i gang med opgøret mellem Holland og USA.
Holland er manges forhåndsfavoritter, men USA viste især imod England, at de godt kan bide skeer med de store nationer.
Hollands landstræner Louis Van Gaal viste også stor respekt for USA, og brugte noget af dagens pressemøde på at rose den kommende modstander.
- Det er et stærkt hold med fysisk stærke spillere. De er svære for alle, det kan man se på resultaterne. Vi vil derfor gøre alt hvad vi kan for at slå USA.
- Jeg synes, de har udviklet sig godt. Jeg tror også, det er noget typisk amerikansk, at udviklingen pludselig går stærkt.
Artiklen fortsætter efter billedet

- De har mange spillere i europæiske topklubber. Så det giver mening, at de får resultater. Det er udbyttet af deres proces, sagde den 71-årige træner ifølge De Telegraaf.
Van Gaal fortsatte sin ros ved at pointere, at han allerede efter amerikanernes først kamp mod Wales, vidste at de ville avancerer fra gruppen.
- Det har måske ikke været forventet af alle i USA, men når man ser dem spille fodbold, er det tydeligt, at de har muligheder. Jeg forventede, at de ville gå videre efter at have set deres første kamp.
- Jeg tror endda, de har et af de bedste hold. De er godt koordineret, men vi har også et godt hold, det synes jeg i hvert fald.
Vinderen af opgøret mellem Holland og USA kan se frem til en kvartfinale mod enten Argentina eller Australien, der mødes lørdag aften i knockoutfasens anden kamp.
Ingen kommentarer
I øjeblikket er der ingen kommentarer til denne artikel. Vær den første til at kommentere.
Skriv kommentar