VM-slutrunde og december har normalt ikke noget med hinanden at gøre, men det er anderledes i år.
Mens det er koldt herhjemme, kæmpes der om titlen som verdensmester i Qatar, og selv om det er første gang, at VM afholdes på dette tidspunkt, er det næppe sidste.
Det siger den tidligere Arsenal-manager Arsene Wenger, der nu er chef for global fodboldudvikling i FIFA.
- Hvis vi ønsker at demokratisere fodbold, er vi nødt til at tage til afrikanske lande, hvor det er umuligt at spille VM om sommeren. Vi kan se det med denne udgave i Qatar, at et VM om vinteren fungerer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Selvfølgelig har mange hold ikke haft tid til at forberede sig godt fysisk, men i det mindste er de alle gået ind til denne turnering med mental friskhed, hvilket ikke altid har været tilfældet.
- Jeg kan huske, at hold har startet VM mentalt trætte, fordi forberedelserne var gået dårligt, siger Arsene Wenger til L'Equipe.
Sydafrika var VM-vært i 2010, men ellers har verdensmesterskaberne ikke været afholdt i Afrika.
Årets VM-finale spilles den 18. december.