2022-08-06 22:50:29

Assist-hattrick af Neymar og Messi-sakse i PSG-sejr

PSG's Neymar lagde op til tre mål og scorede et selv, mens Lionel Messi scorede to, hvoraf det ene var på et halvt saksespark i en 5-0-sejr over Clermont Foot. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

PSG startede lørdag aften titelforsvaret i Ligue 1 med en udekamp mod Clermont Foot. 

Som vanligt var Paris-klubben store favoritter til kampen, og de stillede da også med både Neymar og Lionel Messi fra start. 

Den førstnævnte skulle her hurtigt vise sig at være i god form fra sæsonstart, da brasilianeren efter ti minutter bragte gæsterne i front med en smuk afslutning fra kanten af feltet nede i venstre hjørne af målet. 

Neymar-showet fortsatte et kvarter senere, da han efter en kvik et-to med Lionel Messi i en kontra fandt Achraf Hakimi i dybden, der med stor kraft bankede bolden i netmaskerne til 2-0. 

Fem minutter før pausefløjt fuldendte Neymar så en imponerende første halvleg ved at skrue en perfekt dødbold ind i pandebrasken på Marquinhos, som pandede 3-0-målet ind. 

Efter pausen indstillede gæsterne bombardementet en smule - i hvert fald på måltavlen - men inden slutfløjt ville Messi også lege med. 

Ti minutter før tid røg PSG afsted i en kontra, hvor Messi først spillede Neymar helt fri til skud inde i feltet, men fremfor at tage chancen selv, spillede brasilianeren i stedet bolden tilbage til Messi, som let kunne øge til 4-0 på måltavlen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Det gjorde åbenbart, at argentineren fik smag for det, så fem minutter før tid fik han sat endnu et mål i kassen til 5-0 også - og hvilket et mål det var. 

Messi fik en forrygende aflevering af Leandro Paredes bag Clermont-forsvaret med ryggen til mål, hvorfra han tæmmede bolden med brystet og efterfølgende halvt saksesparkede den i en blød bue over en måbende Mory Diaw. 

Vidunderligt mål til 5-0 som også blev kampens slutresultat. 

17 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0