Ibrahim Osman har endnu ikke optrådt for Brighton, og gennembruddet kommer heller ikke i den kommende sæson.
Tirsdag oplyser Premier League-klubben, at den tidligere FC Nordsjælland-profil bliver lejet ud til Auxerre.
- Ibrahim havde et godt lejeophold hos Feyenoord i sidste sæson, hvor han fik erfaring i Æresdivisionen og spillede i Champions League.
- Som med alle vores unge spillere er det vigtigt, at han får så meget spilletid og kamptræning som muligt på et højt niveau.
- Skiftet til Auxerre giver ham den mulighed og bliver endnu et vigtigt skridt i hans udvikling. Vi ser frem til at følge hans fremskridt i denne sæson, siger teknisk direktør David Weir til klubbens hjemmeside.
Der meldes ikke om en eventuel købsoption på den 20-årige ghaneser.
Osman har kontrakt med Brighton frem til sommeren 2029.

Auxerre
Brighton
Ligue 1



































