2022-05-11 21:56:16

Daramy med oplæg da Ajax blev mestre

Mohamed Daramy fik en assist og spillede dermed en rolle, da Ajax tog det hollandske mesterskab med en 5-0-sejr over Heerenveen.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Erik ten Hag kunne vinde sit tredje mesterskab med Ajax, da den succesfulde træner tog afsked med hjemmefansene på Johan Cruyff Arena onsdag aften.

En sejr over Ole Tobiasens Heerenveen ville sende mesterskabstrofæet til Amsterdam for 36. gang, og Ajax havde ikke i sinde at lade den første matchbold i mesterskabskampen gå til spilde.

Efter 19 minutter begyndte den spirende mesterskabsfest på arenaen, da Nicolas Tagliafico kom stormende fra sin venstreback og knaldede Ajax på 1-0.

Et kvarter senere var unge Juriën Timber en vigtig bestanddel af et smukt Ajax-angreb, hvor storklubben med Timber som dirigent broderede sig gennem Heerenveens defensiv. Steven Berghuijs havde til sidst frit mål at sparke bolden ind i, og så stod det 2-0 til Ajax.

Sebastien Haller cementerede mesterskabskursen på nippet til pausen, da målmaskinen gjorde det til 3-0 fra straffesparkspletten, og så var resten ren paradekørsel for Ajax.

Med otte minutter igen fik Mohamed Daramy lov til at smage på mesterskabsfesten, og den tidligere FCK’er var således på grønsværen, da Bryan Brobbery øgede til 4-0 kort efter.

Daramy markerede sig også til allersidst. Danskeren lagde op til Edson Alvarez, som bankede det femte søm i Heerenveens ligkiste og sikrede Ajax en 5-0-sejr.

Ajax er dermed mestre for tredje gang i træk, og Erik ten Hag kan med god samvittighed efterlade holdet og drage til Manchester United til sommer.
 

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0