2024-12-11 07:00:00

Kenneth Perez var fejlcastet på TV 2: Werge ville have en hård hund

I 11. afsnit af Bolds julekalender fortæller Kenneth Perez om at fortryde en pause fra landsholdet og forskellen på at være ekspert på dansk og hollandsk fjernsyn.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

EL - 6. runde

FT

AJA

1 - 3

LAZ

December byder traditionen tro på julekalender her på Bold, og igen i år taler vi med en lang række fodboldpersonligheder om deres oplevelser på og uden for banen.

Temaet i år er bedst og værst. Det kan være bedste og værste kamp, bedste og værste kontrakttilbud, bedste og værste modstander og meget andet.

Bag ellevte låge møder du Kenneth Perez, der sætter ord på det bedste og værste ved at spille på landsholdet, gøre sig til i Æresdivisionen og være fodboldekspert på tv i to forskellige lande. 

Den tidligere offensivspiller har en lang karriere i dansk og hollandsk klubfodbold bag sig. Han nød især succes i sidstnævnte.

Her var Perez forbi Maastricht, Twente, AZ Alkmaar samt Ajax Amsterdam og var med til at vinde to hollandske mesterskaber og en pokaltitel i det tulipan-tossede land.

Vi starter dog et lidt andet sted. 

Perez nåede nemlig at spille 24 kampe for Danmarks A-landshold, og selv om han fortsat mener, det er karrierens højdepunkt, er Perez træt af, at han aldrig for alvor slog igennem på Morten Olsens mandskab. 

Og så fortryder han en - med egne ord - dum beslutning i 2006. 

Hvad var det bedste ved at spille på landsholdet?

- Det bedste var, at man kunne repræsentere sit land, og man blev betragtet som en af de 20 bedste danske fodboldspillere på det tidspunkt. Det var en kæmpe, kæmpe ære at have kæmpet sig op til, at en landstræner betragtede dig som en af de bedste i Danmark.

- Jeg vil stadig sige, at det største moment i min karriere som fodboldspiller var, da jeg for første gang blev udtaget til landsholdet. Vi skulle møde England på Old Trafford, hvor jeg endte med at få min debut i en 3-2-sejr. Det var en kæmpe oplevelse, fortæller den i dag 50-årige Kenneth Perez om debuten i 2003.

Foto: Oleg Popov/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad var det værste ved at spille på landsholdet?

- Det værste var, at jeg ikke slog ordentligt igennem, siger Perez og slår et stort grin op, inden han fortsætter:

- Jeg synes ikke, at jeg fik vist nok, i forhold til hvad jeg godt kunne. Man kan altid spekulere i, om man fik nok spilletid, men i sidste ende lægger ansvaret på mig selv, og det var min egen skyld, at jeg ikke fik vist mig nok frem.

- Det var det værste ved landsholdet for mig. At jeg synes, der var noget uforløst potentiale.

Når du kigger på dine 24 landskampe, er der så mere ærgrelse over, at det ikke blev til flere, end der er glæde over dem, det blev til?

- Nej, det synes jeg ikke. Irritationen ligger ikke i antallet af landskampe, men at jeg ikke viste nok i dem, jeg fik. Men 25 havde da været bedre, for så får man to gratis billetter til en landskamp, siger Perez og griner.

- Jeg debutererede i en sen alder, så det var nok også begrænset, hvor mange flere det kunne være blevet til, fortæller den tidligere angriber, der var 29 år, da han debuterede på landsholdet.

Foto: Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Du havde en periode i 2006 og 2007, hvor du meldte fra til landsholdet for at fokusere på klubfodbolden. Hvordan ser du på den tid i dag?

- Det fyldte allerede den gang, at jeg ikke fik vist mig nok frem, men når jeg kigger tilbage på det, var det jo min egen skyld. Men det føltes også sommetider, som om jeg fik alt for lidt ud af at være afsted med landsholdet.

- Man rejste væk fra sin klub i ti dage, og jeg spillede stort set ikke, når jeg var afsted. Jeg var lige kommet til Ajax, da jeg meldte fra til landsholdet, og jeg ville gerne bruge mine kræfter på at etablere mig og vise mig frem i Amsterdam.

- Men den dag i dag, der fortryder jeg, at jeg meldte fra til landsholdet. Det skulle jeg ikke have gjort – det var dumt. Jeg meldte mig jo også til rådighed igen året efter.

Hvad sagde Morten Olsen til det?

- Det er jo lidt længe siden, men jeg tror ikke, han sagde meget mere til det, end at det var mig eget valg. Jeg var så heldig, at han ikke bar nag, da jeg kort tid senere måtte krybe til korset og melde mig til rådighed på ny, fortæller Kenneth Perez. 

Perez lavede to mål i sine 919 minutters spilletid på landsholdet, der fordelte sig over 24 forskellige kampe. 

Direkte hollændere
Lad os komme tilbage til det med klubfodbolden. 

I 1997 skifter en dengang 22-årig Perez tilværelsen i Superligaen på det storsatsende FC København-mandskab ud med MVV Maastricht, der sæsonen forinden er rykket op i Æresdivisionen. 

Kenneth Perez falder med det samme til i Holland. 

Hvad var det bedste ved at forlade dansk fodbold i en ung alder for at tage til Holland?

- Jeg kunne mærke fra første sekund, at Holland var mit fodboldland. De var helt vildt direkte i deres måde at træne på, og det kan jeg godt lide. Nogle gange kan det virke lidt hårdt, men det passer helt perfekt til mig.

- I Danmark kan der sommetider godt være en tilgang, hvor man siger: Vi skal lige huske at tænke på det ene og det andet. Det er lidt mere blødt i det.

- I Holland var der også et enormt stort fokus på at angribe, og der blev nærmest ikke tænkt på det defensive. Det handlede om at score mål, og det passede jo meget godt til en offensivspiller som mig.

Foto: Bent Midstrup/Ritzau Scanpix

Hvad var det værste ved at forlade dansk fodbold i en ung alder for at tage til Holland?

- Det var jo klart på den private front med hensyn til venner og familie. I den henseende var det svært at forlade Danmark, men det var en del af udfordringen, og jeg ville gerne til udlandet på det tidspunkt.

- Jeg startede jo i den lidt lavere ende af Æresdivisionen, da jeg kom fra FCK til Maastricht. Til sidst ender jeg oppe i toppen, og det er jeg ret glad for. Det er et stort skridt for mange at tage til udlandet, men jeg er glad for, at jeg gjorde det. 

- Jeg er jo aldrig kommet tilbage, siger Perez, der fortsat er bosat i Holland, og griner.

Føler du dig nærmest mere hollandsk end dansk efterhånden?

- Nej, det vil jeg bestemt ikke sige, slår Perez fast. 

Louis van Gaal og Claus Bo Larsen
Som det også blev fortalt i starten af artiklen, så har Kenneth Perez to Æresdivisions-titler på cv'et. Dem vinder man ikke i Maastricht.

Den danske angriber skifter efter to og et halvt år den sydhollandske by, der nok er mest kendt for Maastricht-traktaten og ikke sit fodboldhold, til den noget større adresse ved navn AZ Alkmaar. 

Siden kommer Perez også til Ajax, PSV Eindhoven og Twente, og det er især klubskifterne, som den nu 50-årige Perez fremhæver, når han mindes sin karriere. 

Hvad har været den bedste oplevelse i klubfodbolden i Holland?

- Der er to ting, som jeg vil fremhæve som det bedste. En transfer opad rangstigen er jo altid fantastisk, og det fik jeg prøvet et par gange. Fra Maastrict til AZ Alkmaar og bagefter til Ajax, PSV og Twente.

- Det andet, jeg vil fremhæve, er tiden i AZ, som var helt fantastisk. Vi var på en rejse, hvor vi gik fra at være et midterhold til at kampe med om mesterskabet, vinde sølvmedaljer og spille europæisk fodbold. Der var en fremragende dynamik og sammenhold på mandskabet.

- Jeg spillede under Co Adriaanse og Louis Van Gaal, og det var bare en helt vildt lærerig tid. Det var under dem i AZ, at jeg virkelig lærte, hvad det til sige at være fodboldspiller. Jeg gennemgik den største udvikling i min karriere i AZ, og det var også i den tid, jeg fik min debut på landsholdet. 

- Mesterskaberne med henholdsvis PSV og især i min sidste sæson som professionel, hvor jeg var i Twente, er naturligvis også stort, fortæller Perez.

Foto: Michael Kooren/Reuters/Ritzau Scanpix

Hvad har været den værste oplevelse i klubfodbolden i Holland?

- Der er jo altid op- og nedture i en karriere, der varer i så mange år, men hvis jeg skal fremhæve én ting, må det være, at jeg sammen med AZ glipper UEFA Cup-finalen i allersidste sekund i 2005.

- Vi har tabt den første semifinale mod Sporting CP med 1-2 på udebane, men vi har fået rettet op på tingene i returkampen på hjemmebane, der efter 120 minutters fodbold står 3-1 til os, og vi står til at gå i finalen. Jeg scorede endda kampens første mål.

- Det er Claus Bo Larsen, der er dommer, og efter 122 minutter ryger bolden ud til et hjørnespark til Sporting. Jeg spørger så Claus Bo Larsen på dansk, om han ikke bare kan fløjte kampen af, men han siger, vi lige skal have hjørnesparket med først.

- Hjørnesparket bliver så taget, og på det efterfølgende hovedstød går bolden igennem benene på mig og ind i mål. Kort efter bliver kampen fløjtet af, og vi misser UEFA Cup-finalen på reglen om udebanemål.

- Det var virkelig en bet, og vi taber efterfølgende vores tre sidste kampe i Æresdivisionen i den sæson, fordi det exit til Sporting sad i os. Det var meget ærgerligt og meget hårdt, mindes Perez. 

Foto: Paul Vreeker/Reuters/Ritzau Scanpix

Fejlcastet på TV 2
Siden Perez lagde støvlerne på hylden, har han ernæret sig som fodboldekspert på tv. 

Især i Holland er han et velkendt ansigt, der i de sidste mange år er tonet frem på skærmen uge efter uge for at analysere og diskutere Æresdivisionen og europæisk fodbold på ESPN. 

Tiden som ekspert under landskampene på TV 2 blev anderledes kortvarig, da hans meget kontante stil ikke passede ind. 

Men Kenneth Perez fortæller, at det i virkeligheden var netop rollen som den hårde hund, som TV 2's fodboldredaktør, Carsten Werge, headhuntede og aktivt søgte i form af Perez. 

Hvad er det bedste ved at have rollen som ekspert på tv?

- Det bedste er vel, at man stadig har noget at lave efter fodbolden. Det foregår jo godt nok på sidelinjen, men man er stadig en del af fodboldens verden. Men det er også lidt den nemme løsning at hoppe over og lave tv, ikke?

- Jeg har en helt enorm respekt for de gutter, der går ud efter deres spillerkarriere og får stor succes med noget helt andet. Det kan være, man bliver advokat eller starter et stort tømrerfirma. Det kan sådan set være hvad som helst, men det har jeg kæmpe respekt for.

- Det er ikke raketvidenskab, det som jeg og mange andre tv-eksperter står og laver. Men jeg synes, det er fedt, og jeg kan godt lide, at man stadig er med i fodboldverdenen og samtidig har en hel del frihed. 

- Man har ikke meget frihed, hvis man vælger at gå trænervejen. Det er jo et job, hvor du er på hele tiden. Du skal være klar nærmest 24 timer i døgnet. At være tv-ekspert er et noget lettere liv, må man sige. Det synes jeg i hvert fald, siger den tidligere offensivspiller. 

Hvad er det værste ved at have rollen som ekspert på tv?

- Der er ikke noget.

Foto: TV 2

Hvad er forskellen på at være ekspert på hollandsk og dansk tv?

- Der en virkelig stor forskel. Jeg blev jo hentet til TV2, fordi jeg havde den stil, som jeg nu engang havde i hollandsk fjernsyn – jeg var meget direkte. Jeg forsøger at være så ærlig, som jeg kan være og ikke pakke tingene ind.

- I Danmark er det lidt mere sådan, at man tager den med ro, og hvis nogen siger noget dårligt om en spiller, så bliver det taget meget ilde op. Men det sjove er, at hvis nogen får positiv feedback, så er der ingen, som synes, det er for meget.

- Men så snart det bliver hårdt, så er det for meget. Det har jeg det lidt svært med. Alt det positive bliver slubret, men så snart det gør lidt ondt, så kan man ikke tillade sig det.

Er det især landsholdsdækningen, du tænker på her?

- Ja, det er det. Men et eller andet sted, kan jeg godt forstå det. Landsholdet er jo det største. Men når Danmark har taget en utrolig kneben sejr mod San Marino, så synes jeg, det er svært at stå og sige, det er fedt, at Danmark har fået tre point.

Du nåede jo ikke så længe på TV 2. Tror du, din hollandske stil var for meget til danskerne?

- Det var jo det, jeg blev hentet ind for at gøre i sin tid. Det var Carsten Werge, der ville have mig til TV 2 for at være den hårde hund.

- At de så opdagede efter et stykke tid, at det ikke var det, de ville, og jeg heller ikke selv følte, at det var den retning, vi skulle gå, det er jo fint nok. Så laver jeg bare tv om det hollandske landshold i stedet for.

- Det kan godt være, at måden, tingene bliver gjort på hernede, passer bedre til mig, end den danske stil gør, siger Perez. 

Hvordan har du det med den kritik, du modtager for dit virke som ekspert, når du selv er kendt for at være hård ved spillerne?

- Jeg har slet, slet ikke et problem med, at folk er uenige med mig, eller ikke kan lide det, jeg siger. Jeg står jo og siger min mening, og så skal jeg også kunne klare, at folk siger deres. 

- Nogle synes, det er helt vildt dumt, det man siger, og andre kan godt lide det. Sådan er det. Det har jeg nul, nul problemer med, slår Kenneth Perez fast. 

Rolex-ur og et brugt termometer
Til sidst skal dagens julekalender handle om julegaver. Nærmere bedst to af slagsen.

Har du altid ønsket at vide, hvad den bedste og værste julegave, Kenneth Perez har pakket op, er, så skal du ikke længere lede efter svar.

Hvad er den bedste julegave, du har fået?

- Et Rolex Daytona.

Hvad er den værste julegave, du har fået?

- Et brugt termometer fra en rodekasse. 

Podcast Cover

Crystal Palace smidt ud af Europa League

Hattrick | Afsnit 156

Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.

Læs mere
-15:02

Artiklen fortsætter efter indholdet

EL - 6. runde

FT

AJA

1 - 3

LAZ

Annonce

29 kommentarer

Se kommentarer
Annonce