Man har store forventninger til Lukas Larsen i Brøndby IF.
I sommer valgte man at forlænge aftalen med Larsen til udgangen af 2027, mens man i samme ombæring sendte ham på græs i Holland.
Larsen blev udlejet til FC Emmen i den hollandske 1. division i jagten på mere spilletid og hår på brystet, og det må man sige, at den unge venstre back har fået.
- Ja, det har været en fed oplevelse og en god mulighed. Jeg har spillet en masse kampe og fået en masse erfaring fra ligaen, så det har været godkendt, siger Lukas Larsen til Bold.
Larsen er netop trådt ind ad døren i sin lejlighed i Holland efter endnu en træning, da han taler med Bold.
Det har været en ny verden for Brøndby-talentet, som for første gang skulle stå på egne ben og konkurrere på seniorniveau.
Artiklen fortsætter efter billedet

På banen har Larsen gjort det over al forventning og været et af lyspunkterne på Menno van Dams mandskab med mål og assists, og derfor har udfordringen været et andet sted for ham.
- Den største udfordring har nok været, at jeg bor ude for første gang og skal klare mig selv. Jeg skal gøre alt selv, men det hele går rigtig godt nu.
- Så det er nok livet uden for fodbolden. Man skal være god til at kede sig, så jeg får spillet en masse Playstation, siger Lukas Larsen med et grin.
I dialog med Brøndby
Lukas Larsens lejeaftale med FC Emmen løber frem til sommer.
Selvom han har imponeret i Holland, er den klare plan, at han skal retur til Brøndby efter denne sæson.
Larsen fortæller da også, at han har en tæt dialog med Brøndby.
- Jeg har en snak med Jesper Christensen fra Brøndby hver uge, hvor vi snakker om kampene og nogle fokuspunkter. Han har også været nede og besøge mig og se, hvordan jeg boede, og hvordan det var i klubben.
- Det betyder meget for mig. Det er rart at vide, at når man kommer tilbage efter lejeopholdet, at de ved og har fulgt med i, hvad der er sket med mig.

Foto: Brøndby
Og der er gode meldinger fra Vestegnen, efter de har set Larsen i aktion.
- Ja, de er tilfredse. De er tilfredse med den måde, jeg har spillet på, og alle de minutter, jeg har fået. Men selvfølgelig kan man altid gøre det bedre, og det er det, vi arbejder på hver uge.
Larsen har derfor sit fulde fokus på at udvikle sig i FC Emmen og blive bedre for hver dag.
- FC Emmen er en rigtig god mulighed for mig. Jeg har fokus på, at jeg for hver kamp skal blive endnu bedre, så jeg kan komme tilbage og være en meget bedre version af mig selv.
Og det bliver Larsen i FC Emmen, som er noget helt andet end U19-holdet i Brøndby.
- Lige pludselig tæller kampene lidt mere, end det gjorde på U19. Der er meget mere på spil, når man spiller. Der er en del større pres, end hvad man har været vant til.
Men Lukas Larsen nyder presset og kan derfor se tilbage på en god første tid i FC Emmen.
19-årige Lukas Larsen står noteret for 20 kampe for FC Emmen med to mål og tre assists på kontoen.

Brøndby IF
FC Emmen
Eerste Divisie



































