


Juventus havde inden søndagens kamp vundet deres seneste fem kampe i Serie A og var for alvor ved at komme tilbage i topkampen i Serie A.
Søndag aften mødte de Lazio, som selv havde vundet to kampe i træk.
Det var derfor to hold fyldt med selvtillid, som tørnede sammen.
Moise Kean skulle vise sig at være dagens mand for Juventus, og han var allerede efter fem minutters spil tæt på at åbne dagens målkonto.
Her afsluttede han tæt på mål, men desværre for Kean, manglede afslutningen retning, og i stedet for at true målmanden, gik bolden ud til et målspark.
Arkadiusz Milik var også tæt på at sende Juventus foran, da han efter 20 minutters spil forsøgte sig fra halvlangt ude.
Artiklen fortsætter efter billedet

Miliks chance gik for det første forbi, og for det andet var den polske angriber offside inden afslutningen.
I den anden ende stod Pedro for den første store Lazio-chance efter 40 minutter. Også han forsøgte sig fra distancen, men heller ikke han kunne ramme inden for skiven.
Det var Moise Kean, som først fik indstillet sigtekornet korrekt – Han scorede et fantastisk mål, da han blev spillet frækt i dybden af Andre Rabiot.
Under pres fra tre Lazio-forsvarer og en fremstormende Ivan Provedel i Lazio-målet fik Kean køligt lobbet bolden over Lazio-keeperen og sendte den gamle dame i front.
Juve fortsætter pres i 2. halvleg.
Efter 53 minutter var Kean på plads igen, da Juventus slog kontra.
Filip Kostic fik bolden på venstrekanten, og afsluttede på Lazio keeperen, som kun kunne parere.
Den bløde parade lagde bolden for fødderne af Moise Keane, som nok sjældent har scoret et lettere mål i sin karriere.
Luis Alberto var tæt på at bringe lidt spænding ind i kampen igen, da han efter 60 minutter fik sendt en afslutning afsted fra midten af feltet.
Hans afslutning blev dog forstyrret af forsvaret, og selvom den kom afsted mod Szczesny i Juve-målet, så var den aldrig rigtig farlig.
Det samme kan siges om den efterfølgende kontrachance til Moise Kean, som fik afsluttet lige på Provedel.
Milik var endnu en gang tæt på at score for Juventus, da han hurtigt opsnappede bolden på fløjen og trak ind til afslutning, men der var ikke nok præcision i afslutningen, som blev pareret.
Anderledes skarp var han, da han scorede kampens sidste mål. I kampens sidste minut skulle han blot sætte indersiden på et flot indlæg fra Federico Chiesa, og det lignede et større forsvarskoks, som efterlod Milik fuldstændig blank.
Målet blev kampens sidste, og Juventus kunne fortjent hive tre point fra kampen.
Nu står den på vinterpause for Serie A-holdene, som først skal i aktion igen i starten af januar.