VAR har fået en markant mindre rolle i starten af den nye Serie A-sæson.
Efter de to første spillerunder har ikke én eneste dommer været ude ved skærmen for at foretage en såkaldt on-field review. I stedet har VAR-dommerne nøjedes med at tjekke hændelserne fra kontrolrummet, skriver Gazzetta dello Sport.
Det er resultatet af en ny linje, hvor dommerne i højere grad skal stole på deres egne vurderinger og kun lade VAR gribe ind ved alvorlige og åbenlyse fejl.
Ifølge Gazzetta dello Sport er ændringen en del af et større europæisk fokus på at få mere flow i kampene og færre afbrydelser.
UEFA's øverste dommerchef, Roberto Rosetti, har tidligere argumenteret for, hvorfor man skal passe på med overbrugen af VAR.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi er klar over, at der lige nu ikke er stor tilfredshed nogen steder med, hvordan VAR påvirker fodbolden. Derfor vil vi undgå mikroskopiske situationer. Konteksten er supervigtig. Det er fodbold, ikke PlayStation.
- Vi skal være meget, meget forsigtige, lød det fra Roberto Rosetti til BBC Sport.
Man vil holde fast i fodbolden i Italien, hvor dommerne også har fået en melding.
Samtidig har dommerne fået besked på at være mere modige i deres kendelser.
- Vi vil have modige dommere, har Domenico Messina ifølge Gazzetta dello Sport sagt. Han er teknisk direktør for dommerforbundet i Italien.
Den nye tilgang til VAR i Serie A er dog ikke ensbetydende med, at VAR er blevet sat helt ud af spillet.
Kontrolrummet følger fortsat kampene og kan kommunikere med dommeren, hvis der opstår situationer, som kræver et tjek.
Den nye filosofi kan koges ned til, at VAR primært skal bruges ved alvorlige og åbenlyse fejl, og at man ikke skal til at korrigere enhver kontakt eller gråzone.
Det er en markant ændring fra den kritik, VAR tidligere har mødt i Italien, hvor videoteknologien ofte blev beskyldt for at bremse kampene med for mange interventioner.
Tiden må nu vise, hvad den nye udvikling af VAR får af betydning i Serie A.

Serie A


























