All in på Andreas Skov Olsen.
Det var Feyenoord og cheftræner Brian Priskes strategi i forsøget på at få fingrene i den danske landsholdsspiller Andreas Skov Olsen sent i sommerens transfervindue.
Men det var ikke nok.
For selvom storklubben ifølge Bolds hollandske kilder bød 15 mio. euro - 112 mio. kroner - i garanterede indtægter plus en række bonusser blev det afvist af den danske kantspillers nuværende arbejdsgiver, Club Brugge.
Det hollandske medie 1908 berettede som de første om Feyenoords store bud.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det er ellers ikke hver dag, at Feyenoord er villige til at smide penge i sådan en størrelse af sted.
Klubbens nuværende transferrekord lyder på omkring 10 mio. euro - 75 mio. kroner - for den japanske angriber Ayase Ueda, der blev hentet i Cercle Brugge sidste år.
Men selvom Feyenoord dermed var klar til at sprænge rammerne for at lokke Andreas Skov Olsen til, var det ikke nok til, at Club Brugge accepterede.
De prissætter ifølge Bolds oplysninger den 24-årige dansker endnu højere, og derfor tyder alt på, at han bliver, hvor han er.
Andreas Skov Olsen var senest i hopla søndag, da han leverede både mål og assist i derbyet mod Cercle Brugge, der endte i en 3-0-sejr.


Feyenoord
Club Brugge
Jupiler Pro League



































