



Superliga-foråret kan så småt duftes.
Næste weekend ruller bolden igen i Danmarks bedste fodboldrække, og derfor var søndagens testkamp mellem FC København og AGF de to mandskabers sidste, inden det går løs.
FCK har allerede været i aktion i Champions League i 2026, og det bar Jacob Neestrups startellever da også præg af.
Neestrup havde nemlig fundet plads til mange af de spillere, der ikke var i startelleveren mod FC Barcelona, eller kun gjorde indhop.
Omvendt stillede gæsterne fra AGF til start med de bedste spillere.
Artiklen fortsætter efter billedet

12 minutter inde i kampen måtte Henrik Dalsgaard lade sig udskifte, efter han slog hovedet sammen med Thomas Delaney i en duel.
25 minutter senere var den gal igen, da Gift Links måtte udgå. Sydafrikaneren havde forsøgt at spille videre, men det så ud til, at anklen drillede for meget til, at det var muligt.
De to hold gik til pause med stillingen 0-0 efter en første halvleg, som var en anelse rodet.
Målende væltede ind
Efter pausen kom der til gengæld gang i målscoringen - men kun i den ene ende af banen.
Små ti minutter inde i anden halvleg sparkede Kevin Yakob flot kuglen i kassen, inden det kort efter var Kristian Arnstads tur til at fuldende et flot opspil med en scoring til aarhusianerne.
AGF var fortsat tørstige efter mål, og fire minutter senere gav det pote på ny.
Denne gang var det et fremragende langskud fra Tobias Bech, der fik Jakob Poulsens tropper til at juble.
Gæsterne fortsatte deres fremragende anden halvleg, da Frederik Emmery fik serveret bolden af Bech og sørgede for at sende den ind over stregen til 4-0.
AGF-talentets kasse blev kampens sidste, og derfor fik Superligaens tophold en alletiders optakt til næste weekend, hvor det virkelig gælder.
FC København møder søndag FC Midtjylland på udebane, mens AGF åbner foråret fredag aften hjemme mod OB.


AGF
FC København
Træningskampe
































