



AC Horsens har de seneste dage befundet sig på træningslejr i Spanien, hvor man torsdag formiddag testede mod tjekkiske FC Zbrojovka Brno.
Efterfølgende stod den på endnu en træningskamp mod FCM Next Generation, som ulvene tilbage i september lancerede som et nyt internationalt talentprojekt.
Horsens’ modstander bestod altså af en række såkaldte transitionsspillere med flere forskellige nationaliteter, som jagter seniorgennembruddet i FC Midtjylland.
Flere var dog tilsyneladende lidt for ivrige for at vise sig frem i torsdagens testkamp mod AC Horsens.
Betinia Liga-mandskabet valgte i hvert fald at trække sig efter blot 45 minutters spil på grund af dårlig stemning på banen og hårdt spil, skriver Horsens Folkeblad.
En ærgerlig Esben Hansen fortæller til mediet, at man ikke længere kunne garantere for spillernes helbred.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi havde i første halvleg fire-fem spillere i græsset efter episoder, hvor der ikke var nogen respekt for modstanderens helbred.
- Og da der ikke var udsigt til, at hverken spillerne eller trænerbænken hos vores modstandere ville ændre på det, valgte vi at sige stop, lyder det fra Esben Hansen.
Sportsdirektøren fortæller desuden, at AC Horsens-mandskabet - som primært bestod af talenter og spillere, der ikke var i kamp tidligere på dagen - undgik slemme skader og slap fra træningskampen med knubs.
Horsens har en sag
Bold har taget kontakt til Ove Pedersen, som i kraft af sit virke som medansvarlig for trænergruppen i FCM Next Generation, var til stede under torsdagens testkamp i Spanien.
Efter en grundig evaluering af begivenhederne medgiver den tidligere Superliga-træner, at AC Horsens har en sag, selvom der ifølge Ove P. er blevet skruet lidt op for procenterne.
- Vi har siddet sammen med hele trænerteamet og evalueret de 45 minutter. Jeg vil sige med det samme, at AC Horsens har en sag, men jeg synes også, at der er blevet skruet lidt ekstra på procenterne.
- AC Horsens laver ti frispark, og vi begår ni. Desværre for os er tre af de frispark, vi begår, over stregen, men resten er ikke noget, hvor vi ville løfte en pegefinger over for vores spillere, siger han og fortsætter:

- Jeg vil så sige, at der er én af vores spillere, der kommer til at stå skoleret på grund af to forseelser, der er over stregen. Men den sidste forseelse, der går over stregen, synes vi ikke er imod spillets ånd.
- Det er simpelthen, fordi spilleren er for langsom i sin ageren. Der var ikke en ond hensigt, men jeg medgiver, at den var grov, slår Ove Pedersen fast.
Esben Hansen påstår også, at der ikke var udsigt til, at hverken spillere eller trænere ville ændre på det. Hvordan forholder du dig til det?
- Det passer ikke, vil jeg gerne slå fast. Træneren siger direkte - både til David Nielsen og Esben - at han gerne ville skifte de pågældende spillere ud i pausen.
- Så det passer ikke. Det er løgn. Men vi skal ikke løbe fra vores ansvar, fordi der var tre grove frispark, hvor jeg godt forstår Horsens’ reaktion, selvom der lige er skruet et par grader op. For der er altså kun tre situationer.
- Men det er også nok, og det er også derfor, at én af spillerne kommer til at stå skoleret i morgen, siger Ove Pedersen til Bold - dog uden at ville sætte navn på den pågældende spiller.
FCM Next Generation er sat i søen for at samle nogle af klubbens største internationale talenter fra årgang 2006 og 2007 i et professionelt fuldtidssetup.


FC Midtjylland
AC Horsens
Træningskampe


































