








Masser af blågule fans var mødt op på banerne ved Brøndby Stadion søndag.
Det skete i anledning af Brøndby IF's første testkamp i forberedelserne til Superligaen, og dermed var det også første kamp for cheftræner Thomas Nørgaard.
Brøndby tog imod naboerne fra Hvidovre IF i en kamp, som hurtigt udviklede sig til en målfest.
På Brøndbys mandskab startede Patrick Mortensen, som dermed spillede sin første kamp i gult og blåt efter skiftet fra AGF. Det var dog en anden, som først kom i fokus.
Marcus Younis er tilbage på Vestegnen efter sit lejeophold i Australien, og han stemplede med det samme ind under Nørgaards ledelse.
Australieren var konstant en trussel på kanten, og efter 18 minutter kom forløsningen så. Han blev spillet flot igennem Hvidovres defensiv af Sean Klaiber, hvorefter Younis til sidst sendte bolden i mål med ydersiden.
Artiklen fortsætter efter billedet

Tre minutter senere var Younis på pletten igen.
Her kom Filip Bundgaard fri på kanten og lagde et godt indlæg ind i feltet til Younis, som kom løbende og sparkede bolden sikkert i netmaskerne til 2-0.
Paddy er tilbage
Patrick Mortensen var kort tid efter tæt på at score sit første mål for Brøndby efter sit skifte, da han satte panden på et indlæg fra Oliver Villadsen, men den røg lige over.
Det gjorde den dog ikke 30 sekunder senere.
Efter fornemt forarbejde af Jakob Ambæk røg bolden ud til Lukas Larsen i siden af feltet. Han valgte at smide bolden på tværs, og derfor kunne Mortensen stille og roligt sende den over stregen til 3-0.
Hvidovre IF virkede på dette tidspunkt helt rundt på gulvet, da de ikke kunne følge med Brøndbys spillere.
Men lige inden pausen lykkedes det dem at komme igen. Alexander Johansen kom igennem defensiven og sendte et skud afsted, som Gavin Beavers fik reddet.
Riposten endte dog tilbage hos Johansen, som sparkede reduceringen til 1-3 i mål.
Glæden blev dog kort, da Brøndby scorede lige efter.
Igen var Jakob Ambæk i fokus, da han slog et fremragende indlæg i feltet, hvor Ali Al-Najar kom flyvende og headede bolden flot forbi keeper Andreas Ravn.
Ydmygelsen fortsætter
Til anden halvleg valgte Thomas Nørgaard at skifte flittigt ud, og blandt andre kom Daniel Wass, Viggo Poulsen og Marko Divkovic på banen til de sidste 45 minutter.
Det gav hurtigt pote, da trioen med små kombinationer splittede Hvidovres defensiv, inden Divkovic til sidst kunne gøre det til en blågul føring på 5-1.
Det blev også til 6-1, da indskiftede Sho Fukuda med lidt held fik bolden med sig i feltet og kunne bringe sig selv på måltavlen til stor jubel blandt Brøndbys fans.
Det var ikke sjovt at være Hvidovre-spiller, og det blev kun værre, da Divkovic igen bankede bolden i kassen til 7-1 med et skud fra distancen efter kun 63 minutter af kampen.
Få minutter senere blev det så 8-1, da Ousmane Sow blev spillet fri i dybden og i andet forsøg fik scoret.
Selvom der var optræk til mange flere mål, mens at Sow endda fik annullerede endnu en scoring for offside, endte kampen med en 8-1-sejr til Brøndby IF.
Trods en vandpause midt i halvlegen valgte dommeren alligevel at fløjte kampen af to minutter før tid.
Ydmygelsen af Hvidovre IF var nok blevet for meget.
Men således skød Brøndby IF forberedelserne til Superligaen i gang med et brag. Thomas Nørgaard og co. skal 4. juli møde FC Nordsjælland i den næste testkamp.

Brøndby IF
Hvidovre IF
Træningskampe

































