



Det skulle have været en festdag på Brøndby Stadion.
I stedet endte det historiske derby mod FC København som en massiv skuffelse for Brøndby IF's kvinder.
De blågule var på papiret favoritter mod gæsterne fra FCK, men på banen var forskellen mellem de to klubber ikke til at få øje på.
Ved slutfløjt stod FC København derfor tilbage som vindere med en overraskende sejr på 3-1, mens chokket bredte sig blandt hjemmeholdets spillere og fans på Brøndby Stadion.
Efter kampen talte Bold med Brøndbys Julie Madsen, og hun havde svært ved at finde forklaringen på det opsigtsvækkende nederlag.
- Jeg står med en tom fornemmelse. Vi levede ikke op til vores niveau, overhovedet.
- Vi havde snakket om, at duellerne og andenboldene blev ekstremt vigtige i sådan en kamp. FCK er jo ikke et dårligt hold, så det var vigtigt at vinde de kampe, men det formåede vi slet ikke.
Brøndby havde ifølge anføreren meget af boldbesiddelsen, men det blev aldrig omsat til det, der tæller på måltavlen.
- Vi havde meget af bolden, men det er jo lige meget, når man har tabt 1-3 til sidst. Det er i felterne, at det bliver afgjort, og der var vi for uskarpe, siger Julie Madsen.
Bør slå FCK
Nederlaget bliver ekstra svært at sluge, fordi der på kvindesiden fortsat er stor forskel på de to klubbers historie og rammer.
Brøndby har haft kvindefodbold siden 1971 og har gennem årene vundet hele 12 danske mesterskaber. Man valgte desuden for få år siden at lave et fuldtidssetup til kvinderne.
FC København overtog derimod FC Damsøs licens i 2024 og har siden arbejdet sig op gennem rækkerne.
Derfor er det også svært for Julie Madsen at acceptere, at Brøndby ikke formåede at leve op til favoritrollen i det første derby.
- Spiller for spiller bør vi være bedre. Vi har et fuldtidssetup og har haft det længe nu. Som hold har vi også spillet sammen i længere tid, end de har.
- Så jeg kan ikke forklare, hvorfor vi ender med at tabe.
For Brøndby-profilen blev forskellen i sidste ende skabt i de afgørende dueller.
- Men dem, som vinder flest dueller, er oftest dem, som også vinder flest fodboldkampe. Der kom de for let forbi os i dag.
Og konklusionen fra Brøndby-kaptajnen er ikke til at tage fejl af:
- Vi skal slå dem, så det er ikke godt nok, afslutter en skuffet Julie Madsen.
Brøndby IF kom godt nok foran 1-0 efter en scoring af Tilde Lindwall, men efterfølgende skabte Lucy Roberts og Anisa Saini stor jubel hos FC København, som dermed kan tage hjem med en 3-1-sejr i bagagen.
Det var desuden FC Københavns første sejr, siden man rykkede op i A-Liga.



Brøndby IF (k)
A-Liga
FC København (k)
























