Magnus Westergaard er tæt på at forlade Wycombe Wanderers.
Sådan lyder meldingen fra TV 2 Norge, som beretter, at den danske midtbanespiller inden længe kan skifte til Vålerenga. Tipsbladet skriver det samme.
Westergaard ventes at skulle gennemgå lægetjek inden for 48 timer.
Ifølge TV 2 Norge har OB, Sarpsborg 08 og Brann også været inde i billedet til at hente danskeren. Nu ender han efter alt at dømme med et permanent skifte til Vålerenga.
27-årige Westergaard skiftede i vinteren 2025 fra Viborg FF til Wycombe Wanderers. Siden er det blevet til 26 førsteholdskampe.
Danskeren udtalte i sommer, at han var klar på at tage kampen op efter en svær start i England.
- Man skal også huske at give tingene en chance. De første fire måneder var ikke som ønsket, men det var de jo heller ikke nødvendigvis, da jeg var i Viborg. Jeg giver den en skalle, udtalte Westergaard dengang til Bold.

OB
Wycombe
Vålerenga
Brann
Sarpsborg 08
Norge Eliteserien




































