







Tonni Adamsen havde indtil søndag gjort sig glimrende bemærket med både mål og assists i henholdsvis ÖFB Cup og Conference League for sin nye klub Rapid Wien.
Den 31-årige eks-SIF'er har været involveret i en god håndfuld opgør, men søndag kom der helt nye boller på suppen for den erfarne angriber i Bundesliga-regi.
Grazer kom på besøg i hovedstaden, og fra første fløjt tydede alt på en svær dag på kontoret for gæsterne.
Ercan Kara havde således bragt værterne på både 1-0 og 2-0 indenfor 12 minutters spil.
I det 14. minut var det så Adamsens første tur til at lade sig hylde for en scoring, som ellers så ud til at være annulleret af VAR for offside.
3-0 var facit og storsejr lå i luften.
Det understregede Nenad Cvetkovic med sit hovedstødsmål til 4-0 efter 42 minutter, og det sluttede ikke der for første halvleg.
Tonni Adamsen kunne nemlig finde netmaskerne for anden gang til stillingen 5-0, hvilket skete i det tredje minuts tillægstid.
Yusuf Demir øgede til 6-0 efter pausen på assist fra Romeo Amane, og det stoppede ikke ved tenniscifrene for Johannes Hoff Thorups flyvende mandskab.
Et kvarter før tid kunne Adamsen således fuldende sit hattrick med målet til 7-0, og det var også danskeren der lukkede og slukkede 10 minutter senere med 8-0-målet.
Det gjorde han efter assist fra Marco Tilio.


Grazer AK
Rapid Wien
Bundesliga



































