Det er faktisk en ganske prominent pokalmodstander, AaB torsdag aften står over for.
FC Fredericia leverede en fremragende kampagne i sidste sæsons udgave af Oddset Pokalen, hvor NordicBet Liga-mandskabet nåede helt til semifinalen.
Undervejs slog de blandt andre netop AaB og også OB og Lyngby.
AaB-cheftræner Menno van Dam kender til nordjydernes historik mod netop Fredericia, og han ved også godt, at det ikke bliver nogen nem kamp for AaB trods favoritværdigheden.
- Jeg ser meget frem til kampen. Jeg har hørt historier fra kampene mod FC Fredericia i seneste sæson, så det er en god udfordring for os, og vi har revanche til gode mod dem, indleder van Dam til AaB’s hjemmeside.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg var sammen med Julius (Nagel, red.) og Jack (Cassidy, red.) nede for at se deres kamp i mandags mod Hobro IK. Det er et interessant hold med dygtige spillere.
- De vil gerne bygge op nedefra, og de vil gerne angribe med mange spillere, så det er en god modstander, vi møder, og så er det op til os at vise, at vi nu spiller i rækken over, og at vi kan spille i et højere tempo end dem.
Efterfølgende bliver den hollandske træner spurgt ind til, hvad han forventer af sine tropper.
- At vi prøver at kontrollere kampen, og at vi i omstillingerne går meget direkte mod mål. Vi skal forbedre vores opbygningsspil og øge tempoet, og så skal vi bruge den tid, vi får på bolden til at kontrollere kampen. Når vi er i kontrol, skal vi angribe dem med vores hurtighed.
Kampen mellem FC Fredericia og AaB fløjtes i gang torsdag klokken 18:00.

AaB
FC Fredericia
Betano Pokalen





























