2026-09-14 14:55:00

Bræmer jagter FCK-revanche: Røg på tribunen i 2004

Simon Bræmer, der er assistenttræner i Skovshoved IF, glæder sig til at stå over for FC København tirsdag aften i pokalturneringen. Den tidligere AaB-angriber blev siet fra, da nordjyderne i 2004 mødte løverne i finalen. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 3. runde

I morgen d. 15. sep 18:00

SKO

vs

FCK

Tirsdag aften er der pokalfodbold på menuen. 

Danmarksserie-klubben Skovshoved IF tørner sammen med FC København i Betano Pokalen, og der er lagt op til et interessant opgør. 

Den tidligere AaB-angriber, Simon Bræmer, er assistenttræner i Skovshoved, og han fortæller, at truppen har set meget frem til kampen. 

- Det startede for to uger siden, hvor vi sad en sen tirsdag aften og kunne se, at FCK blev trukket op ad bowlen. Så begyndte diverse gruppetråde at gå helt amok.

- Spillerne var rigtig højt oppe, og vi har fra dag ét set det lidt som en festdag for klubben, spillerne og alle dem omkring.

- Det skal være det, der er vores fokus. FCK skal i hvert fald ikke være i tvivl om, at vi har glædet os rigtig meget til den her kamp.

- Spillerne har virkelig glædet sig til den her oplevelse. Det er ikke sikkert, at der kommer sådan en igen, siger Bræmer til Bold. 

Selv om der er lagt op til en festdag, og man ikke skal undervurdere betydningen af opgøret, så kommer Skovshoved til at gøre alt, hvad de kan for at vinde. 

Artiklen fortsætter efter billedet

Betano Pokalen -Bræmer jagter FCK-revanche: Røg på tribunen i 2004
Foto: Rasmus Guhle

Underdogsne kommer ikke til at stille sig ned fra første fløjt.

- Personligt vil jeg få det lidt spidst, hvis vi bare kommer til at grave os ned i 90 minutter. Det kommer ikke til at være vores udgangspunkt. Vi vil gerne op og prøve, om vi kan spille noget god fodbold, som vi synes, at vi står for.

Men Bræmer medgiver, at det formentligt ikke bliver med Skovshoved i kontrol. 

- Vi er med på, at det nok ikke bliver som de kampe i Danmarksserien, vi er vant til. Der vil være perioder, hvor vi kommer til at stå lavt, fordi vi bare møder kvalitet fra en helt anden hylde. Det er vi forberedt på, men man må gerne lige gå op og se, hvor er FCK på dagen.

Det er set før, at de højererangerede klubber undervurderer modstanderen i pokaltureringen. 

Selv om det ikke er forventningen, at FCK kommer til at gøre det, så er der alligevel et spinkelt håb. 

- Det er ikke noget, fodboldspillere gør bevidst, og det formoder jeg heller ikke, at FC København gør. 

- De griber formentlig kampen professionelt an, men jeg har også været i fodboldverdenen længe nok til at vide, at det er mennesker, vi har med at gøre, og der kan godt være det helt åbenlyse i, at det er et Superliga-hold mod et Danmarksserie-hold.

Siet fra til finalen
Når Skovshoved tørner sammen med FC København tirsdag aften bliver det med Simon Bræmer på sidelinjen. 

Det er dog ikke første gang, at den nu 42-årige tidligere AaB-angriber stifter bekendtskab med hovedstadsklubben i turneringen. 

I 2004 spillede en ung Simon Bræmer for AaB, men han blev siet fra til finalen. 

Det er noget, der stadig sidder i ham. 

- Jeg var omkring truppen og blev siet fra i sidste øjeblik, og jeg sad derfor oppe på tilskuerpladserne i et fyldt Parken på en kæmpestor festdag. Der er nogle ting, der godt kan gå igen på sådan en aften som den i morgen.

- Det store event, som det er at spille foran et stort publikum. Det bliver en stor oplevelse, og så er det pokalturneringen. 

Derfor er han glad for, at han nu kan forsøge at revanchere kampen fra 2004, der endte med en FCK-sejr på 1-0.

- Vi skal gå ud og se, om vi kan chokere fodbolddanmark. Det kunne være skidehamrende sjovt at tage bukserne ned på de folk, som tror, at FC København kommer til at vinde 8, 9-0. Det skal være vores indgang til kampen.

- Jeg lover ikke, at vi kommer til at vinde kampen, men jeg lover, at vi kommer til at være den bedste udgave af os selv.

165933
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Et dejligt klubmiljø
Det har ikke altid ligget i kortenen, at nordjyden skulle tilbringe så mange år i Skovshoved. 

For knap 10 år siden valgte Simon Bræmer, efter at have spillet i klubber som AaB, Silkeborg, Brønshøj og AB, at stoppe som proffesionel. 

Det medførte en oprigningen fra Skovshoved, og her har han hængt ved siden. 

- Det er der, hvor fodbolden har sine forunderlige veje. Efter jeg er færdig med at spille på professionelt plan, kommer der en henvendelse ude fra Skovshoved. 

- Det er snart ni år siden, og der ligger klubben i Danmarksserien på det tidspunkt, hvor jeg så starter op.

- Pludselig løber der spillere rundt om mig som Nicolai Vallys i hans spæde år, og Nicklas Schmidt, som spiller divisionsfodbold oppe i Hillerød. Det var med til at give mig motivationen til at spille fodbold igen. Det blev igen en leg for mig.

Selv om han ikke længere er aktiv inde på banen, så giver det ham fortsat en masse at være i Skovshoved. 

- Skovshoved er også bare en klub, hvor man passer på hinanden, og der er et dejligt klubmiljø. Så jeg har fået en rigtig fin tilknytning til Skovshoved, og det håber jeg, at jeg altid vil have, slutter han.

Kampen mellem Skovshoved og FCK spilles tirsdag klokken 18.00 i Vanløse.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Pokalen - 3. runde

I morgen d. 15. sep 18:00

SKO

vs

FCK

Annonce

1 kommentar

Se kommentarer
Annonce