


Mathias Jensen skiftede i transfervinduet fra Brøndby til Vejle.
Den talentfulde midtbanespiller startede torsdag inde for Vejle, da mandskabet tabte 1-2 på eget græs mod Brøndby i pokalturneringen.
Kampens første scoring stod Mathias Jensen for, og det satte han efterfølgende ord på.
- Det var fedt at score mit første seniormål. Jeg havde ikke troet, at det skulle ske mod Brøndby, for jeg havde troet, at det skulle være for Brøndby.
- Nu skete det mod Brøndby, og jeg er glad for at have scoret mit første seniormål, lyder det fra midtbanespilleren.
Artiklen fortsætter efter billedet

Efter kampen fik Mathias Jensen ros fra flere af sine tidligere holdkammerater fra Brøndby.
- Nogle af dem fik sagt, at det var et godt mål. Jeg er stadig venner med de fleste af dem, så de kunne godt tage det med lidt humor.
Buhråb ved hjørnespark
Mathias Jensen satte også ord på at prøve at spille mod Brøndby.
- Det var specielt. Jeg har altid stået på Brøndby-siden, så det var specielt at stå på den anden side. Det var også sjovt, vil jeg sige.
I anden halvleg skulle Mathias Jensen sparke hjørnespark for Vejle tæt på Brøndby-tilhængerne, og her var der flere udebanefans, der lavede buhråb og råbte efter midtbanespilleren.
- Det er, hvad det er. Jeg kan godt forstå, at de gerne vil forsøge at vippe tingene til deres spilleres fordel, når der stod 1-1. Så det har jeg fuld forståelse for.
Mathias Jensen ved ikke, om buhråbene handlede om, at han jublede over scoringen mod sit tidligere hold.
- Det ved jeg ikke. Det var bare følelser, der kom i spil. Det har intet at gøre mod Brøndby. Jeg har spillet der, siden jeg var fem år, og jeg har altid holdt dem nær.
- De er som min anden familie, men det var bare følelser, der tog over. Det er, hvad det er, siger Mathias Jensen.
Den 21-årige midtbanespillere noterede sig for 19 kampe for Brøndbys førstehold inden sommerens skifte.

Brøndby IF
Vejle Boldklub
Betano Pokalen




















