2025-09-10 18:00:00

Drøm opfyldt for Hillerød: Spiller hjemme mod AGF

Hillerød-direktør Jackie Rasmussen jubler over, at pokalkampen mod AGF skal spilles hjemme på Secma Ground i Hillerød fremfor Helsingør Stadion.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 8. runde

FT

VFF

1 - 2

AGF

Hillerød Fodbold spiller også i denne sæson sine hjemmekampe på Helsingør Stadion, da klubbens eget stadion fortsat ikke lever op til kravene i Betinia Ligaen.

Men inden længe kan man igen se Slotbyens drenge vise sig frem på eget græs.

I pokalturneringen skal Hillerød op imod AGF, hvor der har været tvivl om, kampen skulle spilles i Helsingør eller Hillerød. Men nu er en beslutning blevet taget.

Hillerød oplyser, at kampen bliver spillet hjemme på Secma Ground, og derfor vender byens hold for en stund hjem.

Direktør Jackie Rasmussen har tidligere udtalt til Bold, at det ville være en drøm, som blev opfyldt, hvis man lykkedes med at få kampen hjem til Hillerød.

Og nu er drømmen altså gået i opfyldelse.

– Det er sådan lidt underligt, hvis jeg skal være helt ærlig. Vi har siddet og holdt møde i dag, hvor vi har talt meget omkring, hvad der skal ske, og hvordan vi vil afvikle kampen.

– Men det betyder helt vildt meget for os personligt, men også for klubben, at vi kan tilbyde både medlemmer, frivillige, tilskuere og borgere i Hillerød at se holdet for første gang officielt i det, som vel må være to og et halvt år, hvis det kan gøre det.

– Så der er ingen tvivl om, at det er kæmpestort for os, og vi glæder os helt vildt til at byde AGF velkommen her i Hillerød, siger Jackie Rasmussen til Bold.

Udnytter en mulighed
De seneste år er Hillerød Fodbold løbet ind i flere af de store Superliga-klubber.

Nu kan man så endelig få lov til at invitere 'giganterne' på besøg på Secma Ground, selvom det tidligere så svært ud.

– Efter sidste sæson er der sket en lille ændring i reglerne, hvilket har lempet på nogle af de her krav, der er.

– Vi må ikke spille 1. divisionskampe på Hillerød Stadion. Det sammenlagt med nogle udfordringer omkring, hvad vi kunne låne af baner, gjorde i sidste sæson, at vi var nødt til at spille i Midtjylland.

– Så det var nærliggende at udnytte muligheden nu for at komme hjem og spille, siger Jackie Rasmussen.

Desuden bliver kampen spillet klokken 15:00, og derfor bliver det manglende lys på Secma Ground ikke en hindring for Hillerød Fodbold.

Fordel eller ulempe?
Når Hillerød Fodbold spiller sine kampe i Betinia Ligaen, er det på kunstgræsset i Helsingør.

Men nu skal Christian Lønstrups tropper tilbage på græs til kampen mod AGF. Det er Jackie Rasmussen dog ikke bekymret for, da andre ting er vigtigere for klubben.

– Det havde været en smule selvhøjtideligt, hvis vi var gået ind til kampen med det for øje, at vi selvfølgelig skulle køre AGF ud ad brættet, fordi vi er vant til at spille på kunstgræs.

– Vi har egentlig valgt at anskue det på en anden måde. Spillerne vil gerne spille hjemme. Trænerstaben vil gerne spille hjemme. Den kommercielle sektor vil gerne spille hjemme. Alle dem, der følger os, håber på, at vi spiller hjemme. Så det har egentlig ikke været en tanke.

Selvom man har fokus på at give hele Hillerød en særlig oplevelse, har Rasmussen og co. stadig ambitioner for kampen.

– Du kan være 100 procent sikker på, at vi går efter at slå AGF ud. Men AGF er jo også et rigtig godt hold og spiller rigtig fint fodbold. Så hvis vi spiller på en kunstgræsbane, så er det ikke, fordi de bliver dårligere.

– Men vi træner på banen normalt, så vi ved, hvad det er, vi går ind til. Så det tænker vi ikke så meget over. Vi forbereder os og gør os klar til at levere en monsterpræstation, lyder det fra Jackie Rasmussen.

Det er 24. september klokken 15:00, at det går løs på Secma Ground mellem Hillerød Fodbold og AGF.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3F Superliga - 8. runde

FT

VFF

1 - 2

AGF

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce