FC Midtjylland spillede mandag hjemme på MCH Arena mod FC Nordsjælland, og i næste Superliga-runde er det Brøndby, der kommer på besøg.
Midt imellem ligger der en Pokalkamp, hvor FCM næsten ikke kan blive større favoritter.
Torsdag aften danner Sundby Idrætspark nemlig rammen for opgøret mellem netop Sundby og FCM, og det er den todelt følelse for 3. Divisionsklubben fra Amager.
Det fortæller Sundby-træner Thomas Karabulut til Bold.
- Det er en blandet følelse, for vi glæder os til at møde en modstander af den kaliber. I mine øjne er de måske Danmarks bedste hold.
- Men på samme tid kan man godt frygte, hvilken kamp det bliver for os. Det er en modstander, som er dygtig til nogle ting, som vi ikke er.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Power-fodbold og duelspil kan man godt lide i Midtjylland, men det er lidt vores kryptonit. Vi er spændte på at se, hvordan vores drenge klarer sig, siger Karabulut.
Sundby-bossen er ærlig, når han bliver spurgt, om de upåagtede spillere fra Amager kan byde FCM's stjerner op til dans:
- Det ved jeg ikke helt. Jeg har hørt lidt på vandrørene, at de sparer nogle spillere, og det kan jo godt tale imod os.
- Der kan være nogle sultne spillere, som vil ind og have chancen og bevise sit værd, så det er svært at vurdere, om det er en fordel eller en ulempe.
- Vi må prøve at løse det efter bedste evne, og så må vi se, om vi har kvalitet nok til at drille dem lidt, siger han.
Drømmer om miraklet
Kampen spilles på Sundby Idrætspark.
Karabulut spår en god kulisse, ligesom der var det mod OB i fjor.
- Det bliver en fantastisk stemning, og vi forventer, at der bliver slået klubrekord. Det er vel den største kamp i vores historie.
- Vi mødte OB i Pokalen sidste år, og nu er det lige et skridt højere op. Vi håber, at vi kan samle Amager og få god opbakning på lægterne, siger Karabulut.
Der var 1700 tilskuere på plads til kampen mod OB, som fynboerne vandt med 3-0.

Selv om Thomas Karabulut godt ved, hvor favoritværdigheden ligger torsdag aften, så tillader han sig også at drømme.
Vatanspor har allerede bevist i denne sæson, at mirkaler kan ske.
- Det er klart, at man drømmer om det. Et lille mirakel er altid en mulighed, for det er fodbold, og sommetider står sol, måne og stjerne rigtigt.
- Vi håber, at vi kan spille til nul så længe som muligt for at holde kampen åben, siger Thomas Karabulut afsluttende.

FC Midtjylland
Betano Pokalen
Sundby Boldklub


























