2022-08-03 08:20:01

HB Køge mødte KS-hold: Havde problemer i starten

Emilio Simonsen siger til bold.dk, at HB Køge havde problemer med at åbne Skovshoved op i starten af pokalopgøret, men det endte med en 4-0-sejr.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Leo Ground (bold.dk): Skovshoved kunne næsten gå til pause med nulløsning mod HB Køge, men lige inden pausen kom NordicBet Liga-holdet på 1-0 i tirsdagens pokalopgør. 

Københavnsserie-holdet var nemlig svære at dirke op, hvis man spørger Emilio Simonsen, der scorede til 3-0. Han siger til bold.dk, at Skovshoved stillede sig langt tilbage.

Det hele endte med en 4-0-sejr til HB Køge.

- Vi kom efter at vinde kampen selvfølgelig, og vi vidste godt, at vi var store favoritter, og nogle gange kan det være svært at skulle møde et hold, der pakker sig lidt og stiller sig ned. 

- Jeg synes, at vi havde lidt problemer i starten, men jo længere vi kom ind i kampen, jo mere åbne blev de. Vi skulle også have vundet større end 4-0, siger 22-årige Emilio Simonsen til bold.dk.

Hvad var forskel på første og anden halvleg?

- Jeg synes, at vi spillede lidt hurtigere, og så mistede de nok også nogle kræfter. De er jo næsten lige kommet tilbage, så det er en lille smule det, og så kom der en lille smule vand oppefra, så det var også med til at hjælpe os. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Hvad synes du, at Skovshoved viste?

- Jeg synes, at de gjorde det okay i første halvleg. De stod okay, og vi havde også svært ved at skabe chancer. De kom så ikke med særligt meget. Jeg tror ikke, at de havde et skud på mål, så på den måde var de ikke farlige, men vi havde problemer i starten med at åbne dem op. 

Pokalsejren kan HB Køge bruge til noget, mener Simonsen, efter den mindre gode start i NordicBet Ligaen med blot et point i to kampe.

- Det er vigtigt at vinde kampe, og det er også vigtigt at score nogle mål, og det kan vi 100 procent tage med til 1. division, siger Emilio Simonsen til bold.dk og tilføjer, at han synes, at de unge gjorde det rigtig godt for HB Køge.

HB Køge krydser klinger med SønderjyskE på lørdag i NordicBet Ligaen.

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0