Så skete det igen.
En kamp i Oddset Pokalen er blevet rykket, da Holbæk B&I har solgt sin hjemmebanefordel til Silkeborg IF i fjerde runde.
3. divisionsklubben har selv valgt at tage fat i Silkeborg for at få rykket kampen, og dermed blev der skrevet endnu et kapitel i debatten om lodtrækning og hjemmebanefordel i Pokalen.
Men hvorfor har Holbæk B&I valgt at sælge fordelen og muligheden for at skabe en stor pokalfest blandt egne fans?
Bold har talt med Holbæk B&I-formand Allan Markussen, som forsvarer klubbens valg, da det simpelthen er bedre økonomisk at sælge pokalkampen.
- Vi har først og fremmest taget den her beslutning efter et økonomisk hensyn. Vi har helt grundlæggende et behov for sponsorere, hvis vi skal have et 3. divisionshold kørende.
- Vi er sindssygt heldige med, at vi har en fantastisk hovedsponsor, som bakker os op. Men vi har brug for mere opbakning. Jeg siger det nu, fordi beslutningen handler også om økonomi, som er begrænset hos os.
- Hvis jeg springer alle mellemregningerne over, kunne vi se os ind i, at hvis vi skulle afvikle den her kamp på hjemmebane, ville vi forhåbentlig kunne stå med et nul på bundlinjen, så vores udgifter og indtægter gik op med hinanden.
- Nu fik vi så muligheden for at spille i Silkeborg i stedet, og der kan vi bare se, at det får vi en bedre økonomi ud af at gøre, siger Allan Markussen til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Bedre muligheder
Der er dog også en anden side af sagen.
Holbæk-formanden pointerer, at der også er et sportsligt aspekt, som man er nødt til at tage højde for.
Her står Holbæk B&I i en situation, hvor man kæmper for at rykke op i 2. division, og det vil den økonomiske gevinst ved at spille på JYSK Park hjælpe til med.
- Når vi sådan vejer vægtskålen op, kan vi rent faktisk se, at det giver os nogle bedre muligheder ved at rykke kampen. Vi har bedre brug af de muligheder i vores bestræbelser på at rykke op i 2. division, end hvis vi havde spillet kampen på hjemmebane.
Hvad er det for nogle muligheder?
- Jamen, det giver os noget økonomi, som vi kan bruge til noget andet og vigtigere i forhold til oprykning.
- Det er helt klart bedre økonomisk for os. Hvis vi havde haft nogle sponsorer, der sagde, at de gerne ville være med til at betale, for at byen kunne få den her oplevelse, havde vi helt klart kigget den vej også. Men der er vi bare ikke endnu.
- Så ja, vi er blevet enige med Silkeborg om et beløb, som vi begge to er tilfredse med.
Svarer Neestrup igen
Flytningen af kampe i Oddset Pokalen har været et stort tema de seneste uger.
Her var FC København-cheftræner Jacob Neestrup for nylig ude og kritisere muligheden for, at man kunne rykke et andet holds hjemmebane. Læs mere om det her.
Men det giver Allan Markussen ikke meget for, og derfor havde han da også en besked til Neestrup.
- Hvis jeg lige skal kommentere Neestrups udmeldinger, vil jeg for det første lige sige: Ej, okay. FCK har gjort det samme selv.
- For det andet vil jeg sige, at det er et synspunkt, som man kan have råd til, når man er Brøndby, FCK eller en anden Superliga-klub. Det er ikke et synspunkt, vi altid har råd til at have, når vi er en lille klub i 3. division.
Her er realiteten nemlig en anden for Holbæk B&I, som hver eneste dag forsøger at få to ting til at gå i opfyldelse.
- For det første forsøger vi at skabe en klub for alle, fra vugge til grav. Det er det vigtigste. Men vi forsøger også at skabe en elite, der består af et divisionshold, som i parentes er det eneste divisionshold i hele vores region.
- Vi må bare sige, at nu er vi kommet dertil, hvor vi rent faktisk har skabt en hel klub i økonomisk balance. Det er vi faktisk ret glade for.
- Men når det så er sagt, vil jeg også bare sige, det er rigtig, rigtig dyrt at drive et 3. divisions-setup med ambitioner om at rykke op i 2. division. Derfor er vi simpelthen tvunget til at kigge på økonomien i forhold til alle betragtninger, og det gælder også en pokalkamp.

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Markussen slår derfor fast, at man med de økonomiske briller ikke har haft andre udveje, hvis man ville have penge på kontoen.
- I og med at vi så kan se, at vi har rent faktisk har muligheden for at lave et plusbeløb ved at vælge den anden mulighed, har vi faktisk ikke råd til andet end at vælge den anden mulighed.
Hvad med i fremtiden?
Nu er beslutningen taget, og Holbæk B&I skal en tur til Søhøjlandet for at møde Silkeborg IF.
Flere andre klubber har lavet samme nummer i dette års udgave af pokalturneringen, og sådan bliver det nok ved med at være.
Allan Markussen mener nemlig, at økonomien fylder meget mere end et eventyr på eget græs.
Hvad er dit ønskescenarie i forhold til fremtiden?
- Jeg er fuldstændig med på, at hvis vi tager de romantiske briller på, er der noget fantastisk med pokalturneringen, som gør det muligt for små hold, at de kan gøre sig gældende mod de store.
- Jeg kan jo sagtens have en romantisk drøm om, at vi alle var lige, og at vi alle skulle spille på hjemmebane, når vi trak hjemmebane, men jeg er også bare nødt til at være realistisk og sige, at fodbold handler altså også om penge.
Markussen mener ikke, at det kan lade sig gøre at drive hverken et Superliga-setup eller et divisions-setup uden ret mange penge.
De penge skal komme et sted fra.
- Det er fint, hvis man kan købe nogle spillere og sælge dem dyrt, men der er vi heller ikke. Vi har principielt én mulighed for at skaffe penge til at drive divisionsfodbold i Holbæk og omegn, og det er fra vores sponsorer.
Godt set med sportslige-briller
Det er dog ikke kun økonomisk, at det hjælper Holbæk B&I, at kampen er blevet rykket.
Formand Allan Markussen har nemlig også været i tæt dialog med cheftræner Janus Blond og resten af truppen, som også har støttet ideen.
- Vores cheftræners take på det her er, at hvis vi kunne vælge mellem, om vi skal spille for 300-400 tilskuere en tirsdag sen aften på hjemmebane på en tvivlsom græsbane, eller om vi skal spille på et flot Superliga-stadion med en flot bane med forhåbentlig 3-4.000 tilskuere. Derfor er det rent sportsligt for os også en fordel at spille kampen i Silkeborg.
- Der ligger en kæmpe stor oplevelse for de fleste af vores spillere i at gøre det på den her måde. Hvis vi havde spillet på hjemmebane, havde vi måske haft otte procent chance for at gå videre. Nu spiller vi på udebane, så har vi måske kun fire procent chance for at gå videre.
Men det tager Markussen med, da han desuden tror på, at Holbæks unge spillere kan levere et godt resultat.
- Jeg mener rent faktisk, vi kan gøre os gældende. Vi har altså unge, dygtige fodboldspillere, som er teknisk dygtige. Så jeg ser det ikke som nogen sportslig ulempe, at vi spiller i Silkeborg.
Silkeborg IF og Holbæk B&I tørner sammen den 29. oktober klokken 20:00, og det bliver altså på JYSK Park i Søhøjlandet.


Silkeborg IF
Holbæk
Oddset Pokalen






























