





















En kæmpe pokalsensation har netop set dagens lys i Brabrand.
3. divisionsklubben fra det vestlige Aarhus slog FC Nordsjælland ud af ottendedelsfinalen i den prestigefyldte turnering via et sent drama, der blev afgjort i en lang straffesparkskonkurrence.
Hele ti spark måtte til, før Brabrand trak sig sejrrigt ud af opgøret. Nu er klubben klar til kvartfinalen i pokalturneringen, og det blev fejret med baneinvasion fra de mange fremmødte på Domis Park i Brabrand.
Omvendt må FCN rejse ekstremt skuffede hjem.
De blå brasilianere
For at kunne stable en pokalkamp med stort fremmøde – helt præcist 1538 tilskuere - på benene i en klub som Brabrand, kræver det frivillige kræfter, og dem var der rigeligt af onsdag eftermiddag.
Flere af dem bar en blå klub-træningstrøje med sloganet ’de blå brasilianere.’ Et slogan, der ifølge en nu pensioneret Brabrand-spiller, som Bolds udsendte sad ved siden af, blev indført i sidste sæson.
- Det kommer sig af, at man i sidste sæson virkelig begyndte at spille god fodbold, lød forklaringen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Og man må sige, at det blå hjemmehold levede op til det forpligtende slogan i første del af første halvleg.
Trods underdog-rollen formåede Brabrand at presse FCN og sætte sig tungt på spillet i flere faser.
Imponerende takter fra Michele Demontis tropper, der med det spil bør kunne begå sig på et højere niveau end 3. division.
FCN-ghaneser strålede
Med tanke på det gode Brabrand-spil i løbet af opgørets første halve time var det en skam for hjemmeholdet, at et brist i forsvaret allerede kostede dyrt efter blot seks minutter.
Her stak startdebutanten Levy Nene alt for let af sted og lagde uden problemer bolden i mål.
Og mens Brabrand var bedst i løbet af den første halve time, tog FCN over, som pausen nærmede sig. Her var Nene også tæt på at gøre det til 2-0 i det 41. minut, men Brabrands keeper Mathias Ørnskov kom i vejen med en god redning.
I overtiden af første halvleg var der kortvarigt fare på færde i FCN’s felt, hvor et afrettet skud drillede debutanten William Lykke en smule i målet. Han slap dog med skrækken.
Offside i vejen for Ankersen
FCN kom bedst ud til anden halvleg og fik faktisk scoret til 2-0 allerede i det 47. minut. Milos Iloski snød sin direkte modstander med et smart træk og sendte herefter bolden på stolpen.
Højre backen Peter Ankersen stod klar til at samle riposten op bagerst i feltet, og fra den placering var det ingen sag for den tidligere FCK-spiller at sparke bolden i mål.
Men desværre for Ankersen og FCN vinkede linjevogteren for offside.
Kort efter den annullerede scoring var Levy Nene atter på spil, men ghaneserens afslutning strøg lige akkurat forbi højre stolpe.
Brabrand slog flot tilbage
Som anden halvleg skred frem, kom Brabrand bedre og bedre med igen. Med en dejlig uimponeret tilgang sled de blå brasilianere sig tilbage i opgøret, og pludselig kom guleroden for det hårde arbejde.
Hjemmeholdet kombinerede sig fri i højre side af banen, hvorfra et præcist indlæg blev slået til bagerste stang.
Her blev Peter Ankersen oversteget af offensivprofilen Mikkel Frandsen, som stangede bolden i netmaskerne til stor eufori på Domis Park.
Pludselig lurede den store overraskelse i horisonten, og i den efterfølgende periode blev troen kun styrket.
Brabrand havde således to kæmpe chancer omkring det 80. minut. Først var Tobias Friis blot et lidt mere præcist træk fra at være helt alene med William Lykke i FCN-målet, og efterfølgende var det kun en sublim redning fra netop Lykke, der holdt Brabrand fra at tage føringen.
Straffedrama
Der blev ikke scoret yderligere i den ordinære spilletid, og derfor blev opgøret sendt i forlænget spilletid. Her formåede indskiftede Erik Marxen at score til 2-1 for FCN, men målet blev underkendt på grund af offside.
Efter den forlængede spilletid var stillingen således fortsat 1-1, hvilket betød, at det hele skulle afgøres på straffespark.
En detalje kort før slutningen af den forlængede spilletid var, at Brabrand noget opsigtsvækkende valgte at skifte målmand – formentlig grundet en tro på, at det ville stille dem bedre til straffesparkskonkurrencen.
Henrik Lindhard, der normalt er førstekeeper, kom erstattede således Mathias Ørnskov, der ellers havde stået en fornem kamp.
Brabrand endte med at vinde straffesparkskonkurrencen efter ti spark.
William Lykke gik for tidligt på Brabrands niende spark, som han ellers snuppede i første omgang. Herefter scorede Jonas Berwald på omsparket og ved sparket efter skete det samme, da Henrik Lindhard gik før tid på Lucas Heys spark, som han ellers også pillede.
Men til stor jubel for Brabrand pillede Lindhard også omsparket, og derefter kunne Tobias Olesen sende klubben videre til stor eufori.
Forløb:
1-0 Marcus Ingvartsen
1-1 Daniel Boye
2-1 Sindre Walle
2-2 Rasmus Jensen
3-2 Mads Kristian Hansen
3-3 Mikkel Frandsen
4-3 Daniel Svensson
4-4 Rasmus Juul
5-4 Jeppe Tverskov
5-5 Michael Pedersen
6-5 Erik Marxen
6-6 Rasmus Lysdal
7-6 Kian Hansen
7-7 Jeppe Dybdahl
8-7 Lucas Høgsberg
8-8 Mathias Laursen
9-8 Mark Brink
9-9 Jonas Berwald
9-9 Lucas Hey (brænder for FCN)
10-9 Tobias Olesen


FC Nordsjælland
Brabrand IF
Oddset Pokalen



































