Tirsdag var der fuld smæk på Sydbank Pokalen, hvor første runde løb af stablen, og her var flere 1. divisionsklubber i aktion.
For Viborg FF's vedkommende var der en udekamp mod Morsø FC fra Serie 2 på menuen, og her gjorde Jacob Neestrups tropper kort proces.
Sebastian Grønning scorede to gange i første halvleg, mens Christian Sørensen og Younes Bakiz lavede en enkelt pind hver, og derfor gik Viborg til pause foran 4-0.
Efter pausen fortsatte holdet fra domkirkebyen ufortrødent, og her kom Shelove Achelus, Mads Lauritsen og Casper Gandrup på tavlen med et mål hver, mens Alassana Jatta scorede to.
Derfor vandt Viborg en knusende sikker 9-0-sejr og er derfor klar til anden runde af Sydbank Pokalen.
Vendsyssel og Kolding spillede sig også videre i pokalturneringen, men ikke i helt så overbevisende stil som Viborg.
For Vendsyssels vedkommende blev det til en 2-0-sejr over Ringkøbing, mens Kolding slog undertippede Egebjerg med 2-0.
Et 1. divisionshold, der også spillede sig videre med en storsejr, er Skive, der bankede FC Djursland med 7-0 - blandt andet på et hattrick af debutanten Oliver Haurits.