FC Midtjyllands europæiske skæbne ligger i FC Københavns hænder.
På nuværende tidspunkt skal midtjyderne i Conference League-kvalifikationen i næste sæson, men det kan rivalerne fra FC København lave om på.
Det kræver blot, at de danske mestre også snupper pokaltitlen på torsdag i finalen mod Silkeborg.
En finale, som endda bliver spillet på FCM's hjemmebane, MCH Arena.
Det er et specielt scenarie for Jonas Lössl og co., men keeperen er slet ikke i tvivl om, hvem han hepper på til torsdagens finale i Herning.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg hepper på FCK, for at vi kan komme i Europa League.
Hvordan har du det med det, at du på dit 'turf' skal heppe på rivalerne?
- Det har jeg det fint med. Jeg har et par gode kammerater derovre, så jeg under da dem at få The Double. Det ville da være fedt for dem, siger Jonas Lössl.
Randers FC er i samme situation, da en triumf til FC København giver kronjyderne mulighed for at komme i europæisk fodbold.
Her lød det fra Randers-lejren, at FCK's spillere gerne måtte tage sejrsfesten med ro, så der ikke ville være tømmermænd på torsdag.
Men sådan har Jonas Lössl det ikke.
- Jeg håber, at de fejrer den her guldmedalje, ellers bliver jeg sur på dem, for den må fandme være fed. Det havde jeg i hvert fald også gjort, selvom jeg skulle spille på torsdag.
Europa League er vigtigt
For en sjælden skyld håber Jonas Lössl dermed på, at FC København løber med en sejr på MCH Arena.
Der er nemlig en verden til forskel på en tur i Europa League eller i Conference League.
- Det er vigtigt. Det er vigtigt for os som klub, at vi kommer i Europa League. Det er der, vi som minimum vil være med.
- Jeg synes også, at vi har vist i denne sæson, at vi har niveauet til at være med der. Så det er klart kæmpe fordelagtigt at komme med i den kval frem for den anden, siger FCM-keeperen.
Det er torsdag klokken 17:00, at FC København og Silkeborg IF tørner sammen på MCH Arena i pokalfinalen.



FC Midtjylland
FC København
Oddset Pokalen





































