Viborg har sikret sig en plads blandt de fire sidste hold i Oddset Pokalen.
Det står klart lørdag, hvor returopgøret i kvartfinalen mod Vejle sluttede med en 1-0-sejr til klubben fra Nørreskoven.
Viborg er derfor videre med en samlet 4-2-sejr.
Returkampen startede meget roligt, men med et Vejle-hold, der havde et aggressivt udtryk og jagtede et tidligt mål for at skabe noget spænding.
Steffen Kielstrups tropper blev dog aldrig for alvor farlige.
Som minutterne gik, kom Viborg bedre med, og midtvejs i første halvleg var Jeppe Grønning meget tæt på at score et sjældent mål.
Artiklen fortsætter efter billedet

Midtbanespillerenes afslutning blev dog flot reddet af Vejle-keeper Igor Vekic.
Ind ville bolden ikke, og derfor stod der 0-0 på stadiontavlen, da en uskøn og chancefattig første halvleg blev fløjtet af.
Ny kamp i anden halvleg
Efter pausen kom der noget mere gang i den.
Få minutter inde i anden halvleg havde Dorian Junior alletiders chance, efter Thomas Jørgensen satte ham flot op, men endnu engang diskede Igor Vekic op med en stor redning.
Få sekvenser senere burde Jakob Vester have bragt Viborg foran. Den 21-årige midtbanespiller blev spillet fri af Thomas Jørgensen, der blev snydt for en assist, da Vester først ramte stolpen og på returen fra sit eget forsøg bankede bolden langt over mål.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vejle ville også lege med efter pausen. 57 minutter inde i kampen sendte Christian Gammelgaard et glimrende forsøg afsted mod mål, men Lucas Lund var vågen og reddede.
Kort efter var der også appeller for et straffespark fra hjemmeholdet, men dommeren viftede afværgende.
Kort comeback-håb
Viborg var igen, igen tæt på at score efter 66 minutter, men Igor Vekic kom på ny glimrende ud og reddede Sami Jalals forsøg fra bagerste stolpe.
Syv minutter senere var det Lasse Nielsen, der reddede på stregen, inden kampen tog en drejning.
Frederik Damkjær nedlagde nemlig Jonathan Amon i feltet, og det fik dommeren til at pege på pletten. Her blev Gammelgaard pillet af Lucas Lund, men Anders K. Jacobsen var hurtigt over returen, som han sparkede i mål til 1-0.
Scoringen gav Vejle en fornyet tro på tingene og kort efter satsede mandskabet offensivt og jagtede endnu et mål. Scoringerne kom dog ikke, men drama tæt før slutfløjt var der alligevel.

Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Fem minutter før tid hev Daniel Anyembe kortvarigt fat i Anders K. Jacobsen, der jagtede bolden. Det kostede et rødt kort til Anyembe, selv om kontakten var minimal, og da der ikke var VAR med, kunne dommen ikke tjekkes igennem.
Viborgs ti mand holdt stand de sidste minutter, og således sluttede kampen med en 1-0-sejr til Vejle.
Derfor udeblev julemiraklet altså i Nørreskoven, hvor Viborg tog afsted med billetten videre i Pokalen med en samlet 4-2-sejr.
De tre øvrige semifinalister findes senere lørdag og søndag.


Vejle Boldklub
Viborg FF
Oddset Pokalen


































