2024-11-01 13:43:00

Pokaldræber har Viborg som næste offer: Vi er vel favoritter

Brabrand-profilen Rasmus Juul er klar til at nedlægge Viborg i Oddset Pokalens kvartfinale. Efter avancement mod Randers og FC Nordsjælland må Brabrand være favoritter, lyder det kækt. 

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 14. runde

FT

BRØ

0 - 1

BRA

Brabrand spiller til daglig i toppen af 3. division, men i Oddset Pokalen har aarhusianerne bidt skeer med de store.

Torsdag aften blev der trukket lod til kvartfinalen, og her blev Brabrand udtrukket til at møde Viborg FF.

I vejen til kvartfinalen har Brabrand slået klubberne Christiansbjerg IF, Thisted FC, Randers FC og senest FC Nordsjælland.

I Brabrand havde man håbet på at trække AGF eller FC København, men udsigten til at møde Viborg skaber også glæde.

Især hos Brabrand-profilen Rasmus Juul, som ved siden af fodbolden arbejder på Viborg Katedralskole.

- Kolleger og elever har allerede sagt til mig, at vi får tæsk, men det gør vi jo ikke. De ved ikke, hvad der venter dem.

- Mit kække svar til dem var jo, at vi er gået hen og er blevet favoritter. FC Nordsjælland og Randers ligger over Viborg i Superligaen, så nu er der pludselig pres på os.

Rasmus Juul fulgte lodtrækningen i fjernsynet, og han fortæller, at der var godt gang i spillertruppens tråd, da Viborg blev udtrukket.

- Jeg havde jo håbet på AGF eller FC København qua deres fanbase og min egen fortid i AGF. Når det nu ikke skulle være dem, havde jeg håbet på Viborg, fordi jeg arbejder i byen.

- Viborg bliver også sjovt, for mange har allerede tilkendegivet, at de kommer på stadion, når vi spiller på deres hjemmebane.

Vant til at slå superligahold
Brabrand har allerede slået to mandskaber fra 3F Superligaen, så nu skal det blive alle gode gange tre.

- Ønsket var at trække et hold fra Superligaen, og det har vi jo gjort nu. Vi havde nok været lidt ærgerlige over at trække et divisionshold, når nu vi er kommet så langt.

- Samtidig er vi jo blevet lidt vant til at slå Superligahold, lyder det med et grin.

Hidtil har pokalkampene været spillet i ét opgør, men i kvartfinalen spilles der også returkamp.

Det er bestemt ikke en fordel, lyder den ærlige vurdering. 

- Det bliver selvfølgelig en sværere opgave nu. Måske kan vi få et godt resultat i første opgør, men så Viborg jo en returkamp i hånden. Omvendt er vi også bare glade for at få endnu en kamp på et Superligastadion.

- Chancerne er måske blevet lidt dårligere, men oplevelsen bliver federe.

Håber på blid december
Mod FC Nordsjælland var Brabrand nødt til at afvikle hjemmekampen med kickoff klokken 15.00 på grund af manglende lys på banen.

Rasmus Juul håber at få lov til at afvikle hjemmekampen mod Viborg på Brabrand IF’s Idrætsanlæg.

- Alle i og omkring klubben håber virkelig at komme til at spille på hjemmebane. Vi er udfordret af manglende lys og varme i banen, så vi skal virkelig håbe på en blid december.

- Der er alle mulige ting i spil, men vi vil gå langt for at spille hjemme, for det var også med til at sikre os resultater mod både Randers og FC Nordsjælland. Vi vil for alt i verden undgå at spille et andet sted.

Duelund må vente
Pokaleventyret har medført en masse omtale i landsdækkende medier, og det har ifølge Brabrand-spilleren været meget sjovt at opleve.

Det har også givet ekstra blod på tanden.

- De blå brasilianere er jo kommet på alles læber for tiden! Det har været sindssygt fedt.

- Vores første kamp var med et hold fra Serie 3, hvor vi var pivelendige. Derefter har vi slået Thisted, Randers og FC Nordsjælland, hvilket ingen i den vildeste fantasi havde forestillet sig.

- Nu er der virkelig begyndt at komme en tro på tingene – måske lidt naivt – men vi tror, vi kan slå alle hold. Vi er på en fed bølge for tiden.

Tilbage i september udtrykte AGF’s Mikkel Duelund et ønske om at møde Brabrand i Pokalen, så han kunne møde sin gode ven Rasmus Juul.

Duelund må vente endnu en runde med at få sit ønske opfyldt.

- Først må de jo prøve at slå Skive, men du kan da godt citere mig for, at jeg venter på ham i semifinalen, hvor jeg er klar til at trashtalke ham i 90 minutter – hvis han altså overhovedet starter inde, afslutter Rasmus Juul til Bold.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 14. runde

FT

BRØ

0 - 1

BRA

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce