Det er langtfra alle, der automatisk kan se torsdagens pokalfinale mellem FC København og Silkeborg.
Er man ikke blandt de cirka 12.000 med billet til MCH Arena, kræver det adgang til Viaplay Sport News, hvis man vil se det store opgør.
Viaplay har i denne sæson valgt at placere kampe fra Oddset Pokalen på den nye kanal, der blev lanceret i august 2024.
Og det skaber frustrationer hos mange fodboldinteresserede - eksempelvis tv-kunder hos Norlys.
- Vi har fået spørgsmål fra nogle af vores kunder vedrørende Viaplay Sport News i forbindelse med pokalfinalen.
- Det er ærgerligt, at Viaplay vælger at lægge en kamp med stor almen interesse på en smal kanal som Viaplay Sport News, udtaler Michelle Hald, der er pressechef hos Norlys, til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

Af konkurrencehensyn deler Norlys ikke kundetal, så det er ikke til at sige, hvor mange kunder der på den konto går glip af pokalfinalen.
Viaplay meldte i 2024 ud, at man har købt rettighederne til pokalturneringen frem til 2030.
Hver tredje har adgang
Der har allerede været en del kritik af beslutningen om at placere pokalkampene på den nye kanal.
Men Viaplays Senior Vice President Sine Smith-Jensen påpegede i midten af maj, at cirka en tredjedel faktisk har adgang – en del måske uden at vide det.
- Flere end én million husstande har i dag adgang til Viaplay Sport News. Det svarer faktisk til, at mere end hver tredje husstand kan se kanalen.
- At dømme efter nogle af de spørgsmål og kommentarer, der kommer omkring placeringen af Oddset Pokalen på Viaplay Sport News, tyder det på at der stadig er kunder med adgang til kanalen uden at vide det. Og det er jo ærgerligt.
- Hvis du er YouSee-kunde og ’zapper’ på dit TV, skal du helt frem til kanal 100 for at finde den. På den måde kan kanalen også godt være svær at finde.
- Hvis man ikke har adgang via en af de mange distributører, vi har aftaler med, eller direkte gennem vores Viaplay abonnementer, kan man få adgang til pokalfinalen med vores Dansk Fodboldpakke til 299 kroner, udtalte Sine Smith-Jensen til Bold for to uger siden.

Viaplay har aftaler med YouSee, Allente, Waoo og Altibox, men altså ikke Norlys.
- Der skal to til at lande en aftale. Vi har ikke kunnet nå til enighed med dem om at få kanalen distribueret på deres platform, lød det i midten af maj fra Sine Smith-Jensen.
Og der er umiddelbart ikke udsigt til, at det ændrer sig.
På spørgsmålet, hvori knasten består i forhold til at lande en aftale med Viaplay, lyder svaret fra Norlys blot:
- Viaplay Sport News kommer ikke til at være en del af vores kanaludbud.
Torsdagens finale på MCH fløjtes i gang klokken 17.00 og kan følges via liveblog på Bold.

FC København
Silkeborg IF
Oddset Pokalen





































