Aral Simsir fik en hård medfart i torsdagens pokalfinale mod FC København.
Særligt i første halvleg røg FC Midtjylland-kreatøren i græsset flere gange efter dueller med FCK-spillere.
Den 23-årige tyrker tager dog ikke de mange frispark begået imod ham så tungt.
- Jeg oplever det ikke som noget stort. Jeg tager det som en anerkendelse og motivation, fordi de godt ved, at når jeg får bolden, så er jeg farlig og kan sætte noget op.
- At de går hårdt til mig, er lidt, hvad det har været hele sæsonen. Det er ikke noget, jeg bliver irriteret eller sur over - måske engang imellem - men i dag (torsdag, red.) var det vigtigste, at jeg holdte hovedet koldt, siger Simsir til Bold og den øvrige presse efter kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

I det 40. minut røg Simsir endnu engang i græsset, denne gang var det efter en duel med Thomas Delaney.
De to spillere havde i forbindelse med situationen en ordveksling, der ifølge Simsir var venskabelig.
- Han siger bare, at han ikke rammer mig, og at jeg smider mig. Det er jo Delaney, det gør han altid. Det er bare sjov og god humor.
- Jeg tager det som en joke. Han siger det med et smil på læben, så det er ikke noget, jeg tager tungt overhovedet. Jeg synes, han er en voldsomt rar person og en utrolig god fodboldspiller, så at han kommer hen til mig og prikker lidt til mig, er megafedt.
Selv om FC København-spillerne ved flere lejligheder var over midtjyderne, når de røg i græsset, så er det ikke noget, der generer Simsir.
FC Midtjylland havde formentligt været på samme måde, hvis det var dem, mener Simsir.
- Han vil jo vinde, han vil gøre alt for at vinde, og det er noget, jeg accepterer og har respekt for. Vi gør det jo også, hvis det havde været omvendt.
- At han kom hen til mig og prøvede at psyke mig, er fordi han vil det så meget, så jeg har overhovedet ingen sure miner. Det er anerkendelse, og det sætter jeg pris på, slutter Aral Simsir.
Situationen med Simsir og Delaney kan ses i videoen øverst i artiklen.
Aral Simsir lagde op til den enlige scoring i FC Midtjylland-sejren.
Det kan du læse mere om her.



FC Midtjylland
FC København
Oddset Pokalen



































