Hvor skal pokalfinalen spilles i 2027?
Det vides endnu ikke, og det kan faktisk være svært at blive klog på, før semifinalerne er afvikles.
For nylig blev det offentliggjort, at det i Divisionsforeningen er blevet vedtaget, at ingen klubber fremover kan få hjemmebane i pokalfinalen.
Ændringen medførte store diskussioner i fodboldkredse, og Bold har i den forbindelse rakt ud til de 12 Superliga-klubbernes fanklubber.
Kun FC Københavns, FC Midtjyllands og Lyngbys er vendt retur med et svar, mens de øvrige ni enten ikke har ønsket at medvirke eller ikke har svaret.
Til gengæld er de tre fanklubber meget enige:
Tiltaget er en dårlig idé.
Du kan læse de tre fanklubbers svar i helhed nedenfor.
Artiklen fortsætter efter billedet

FC København:
FCK Fan Club, svar fra næstformand Casper Fischer Raavig
1: Hvad er jeres holdning til det nye tiltag omkring pokalfinalen?
Da vi skulle spille finalen i Herning for to år siden, kritiserede vi beslutningen om at spille på et stadion, hvor så mange fans måtte gå glip af landets største enkeltstående kamp. Og den holdning har ikke ændret sig med beslutningen om, at der ikke længere skal være et fast stadion til finalen, hvor der er plads til så mange fans som muligt. Både i forhold til kapaciteten på stadion, men også de muligheder for at have en festdag, som der er i København. Med al respekt for de andre klubbers placeringer, så er vi i F.C. København ekstremt privilegerede i forhold til Parkens placering midt i landets hovedstad. Og med fælledparken som nabo, hvor der er plads til store fanzoner, der kan rumme de mange fodboldfans, så kan vi ikke forstå, at det er der, man vælger at slå ned i forsøget på at forbedre pokalturneringen.
2: Giver det reelt FCK en fordel at spille pokalfinale i Parken?
Det er nok mere spillere og trænere, man må spørge om det. Rent statistisk er det i hvert fald ikke til at aflæse, at F.C. København skulle have en fordel ved at spille i Parken. Vi har ni sejre, den ene efter forlænget spilletid, og fem nederlag. Det tænker jeg ikke er en unaturligt høj sejrsprocent, hvis man også tager styrkeforholdene mellem finalisterne gennem årene med.
3: Vejer små procenter i forhold til sportslig fairness tungere end traditionen om at spille i Parken, hvor klart flest tilskuere kan opleve finalen?
Vi mener helt grundlæggende, at det er på tide, at lederne i dansk fodbold i højere grad begynder at tænke på, hvordan man forbedrer rammerne for de mange fans, der hver eneste uge følger sin klub rundt i landet. Om så det er hverdagskampe, omlægning af kampe på grund af andre sportsgrene eller nu, hvor man ikke kan vide sig sikker på finalestadionet, før begge finalister er fundet. Det må og skal være en prioritet, at så mange fans som muligt får muligheden for at se deres hold i landets største enkeltstående kamp.
Og lige nu er vi i en situation, hvor F.C. København ikke kommer til at spille pokalfinaler på Sjælland igen, da vi jo så i 2024, at politiet ikke kunne garantere for vores sikkerhed på Brøndby Stadion. Og hvad sker der så, hvis vi om to år står sammen med AGF i finalen? Er det så Esbjerg, der skal lægge stadion til? Eller hvis vi skal møde Brøndby, vil politiet så virkelig have to så store fanbaser til at krydse landet på samme dag og tid?
Den her beslutning har kun kastet flere spørgsmål af sig og er efter vores bedste overbevisning kun med til at devaluere pokalturneringen, i forsøget på at imødekomme en hypotetisk hjemmebanefordel, hvilket vi finder enormt trist og ærgerligt. Alle danske klubfans drømmer om en finale på Kristi Himmelfartsdag, og vi fornemmer at de fleste også foretrækker at skulle til København og Parken, så dagen kan fejres med så mange medfans som muligt.

FC Midtjylland:
Black Wolves, svar fra formand Jesper Ginnerup Toftdahl
1: Hvad er jeres holdning til det nye tiltag omkring pokalfinalen?
Noget af det, der fylder allermest for os, er netop det, du nævner, at en flytning vil få stor betydning for antallet af fans på lægterne.
I foråret slog vi FCK foran et fyldt Parken, hvor omkring 16.000 af tilskuerne var midtjyder. Hvis pokalfinalen bliver flyttet væk fra Parken, vil det antal, med stor sandsynlighed, som minimum vil blive halveret. Det synes vi, er rigtig ærgerligt, ikke mindst fordi en pokalfinale gerne skulle være en fest for så mange fans som muligt.
2: Giver det reelt FCK en fordel at spille pokalfinale i Parken?
Den største hjemmebanefordel, FCK normalt har i Parken, er, at de har omkring 30.000 af sine egne tilskuere i ryggen. Den fordel eksisterer ikke på samme måde i en pokalfinale. De fordele, som FCK måtte have tilbage ved at spille på deres normale hjemmebane, mener vi derfor, er så marginale, at de ikke gør nogen reel forskel.
Naturligvis skal sportslig fairness fylde i fodbold. Det er vigtigt. Men vi mener ikke, at en pokalfinale automatisk bliver mere sportsligt fair af at blive spillet på Brøndby Stadion eller hvor det måtte være fremfor i Parken.
FCK har spillet 12 pokalfinaler i Parken og vundet otte af dem. Med den kvalitet og det budget, FCK historisk har haft, er det svært at forestille sig, at det tal ville være ret meget anderledes, end hvis kampene blev spillet et andet sted end i Parken.
3: Vejer små procenter i forhold til sportslig fairness tungere end traditionen om at spille i Parken, hvor klart flest tilskuere kan opleve finalen?
For os handler det her også om noget andet end de 90 minutter på banen. Selve pokalfinaledagen er noget af det fedeste, man kan opleve som fodboldfan. Man står tidligt op, sætter sig i en bus sammen med en masse andre fans, og allerede på vej mod København begynder stemningen at bygge sig op. Derefter fortsætter festen i Fælledparken, inden tusindvis af fans sammen bevæger sig mod stadion. Det er en hel dag, der handler om fodbold, fællesskab og fest, og for mange er det minder, som bliver hængende i mange år.
Det er netop derfor, vi synes, det er så ærgerligt, hvis man vælger en løsning, der betyder, at tusindvis af mennesker ikke længere får mulighed for at være en del af den dag. Særligt når begrundelsen er en antagelse om, at FCK skulle have en så markant sportslig fordel ved at spille finalen i Parken.
Vi savner ganske enkelt, at fansene fylder mere i den ligning. Fansene er også en del af fodbolden, og nogle gange kan man godt få fornemmelsen af, at det bliver glemt. Det er desværre en tendens, vi allerede oplever, når der eksempelvis placeres den ene mandagskamp efter den anden på tværs af landet, hvor hensynet til de mennesker, der faktisk skal stå på tribunerne, kan være svært at få øje på.
Kenneth Emil Petersen formulerede følelsen meget præcist i Onside: “Det er en gigantisk dag, og den vil de nu tage og smadre.”
Det er selvfølgelig en kontant formulering, men følelsen bag den kan vi sagtens genkende. Pokalfinalen skal være dansk fodbolds store festdag. Derfor håber vi også, at man i diskussionen om sportslig fairness husker at spørge, hvad vi risikerer at miste undervejs, og hvor mange fans der fremover får mulighed for at være en del af festen.

Lyngby Boldklub:
Lyngby Fantrust, svar fra formand Willy Weber
1: Hvad er jeres holdning til det nye tiltag omkring pokalfinalen?
Det ligner overkill for at tilgodese en snæver personkreds i enkelte topklubber, der vægter egne egoistiske behov højere end at være "en del af noget større"-fællesskabet.
Ideen med at ingen må få hjemmebane i finalen ligner et forfejlet forsøg på retfærdighed, der kun giver mening få meget få.
Det er indtrykket, at DBU er gået for langt i deres udbudskrav i deres iver for at tilgodese alle.
2: Giver det reelt FCK en fordel at spille pokalfinale i Parken?
Sportsligt vurderes det som værdende meget begrænset. Pokalfinalen er en fodboldmæssig "helligdag" for hele Danmarks fodboldfans og hele showet omkring kampen mht. medier, kulturministeren, kamptidspunktet m.m. afviger markant fra FCKs sædvanlige hjemmekampe. Ethvert gæstende finalehold vil altid være endnu mere opsat på at slå "løven i egen hule" netop denne dag. Økonomisk kunne man overveje et krav om at Parken skulle aflevere en del af overskuddet til fx bredde-fodbolden via DBU med henvisning til deres særstatus med næsten-monopol.
3: Vejer små procenter i forhold til sportslig fairness tungere end traditionen om at spille i Parken, hvor klart flest tilskuere kan opleve finalen?
Nej, ikke i vores verden. Traditionen med at spille på Danmarks Nationalstadion, hvor der kan være flest tilskuere, vejer klart tungere for spillere og tilskuere. Det kan være fair at lade AGF få en enkelt finale, når deres flotte, nye stadion står klar, eller OB efter en renovering og tilsvarende - som en cadeau til de, som forsøger at udvikle og forbedre forholdene.
Det giver også mening at flytte finalen, hvis der ikke kan spilles i Parken pga. baneforhold, ombygning af tribuner og lignende, men så længe DBU ikke har bygget deres eget nationalstadion til landskampe og til pokalfinalen, så må man leve med at den ene finalist af og til har hjemmebane. Sådan er det også i de fleste andre lande, og sådan er det også i finalerne i de europæiske klubturneringer.


FC Midtjylland
FC København
Lyngby Boldklub
Betano Pokalen


























