Mathias 'Zanka' Jørgensen vendte i sidste uge hjem til FC København på en aftale for resten af sæsonen.
Den rutinerede stopper vendte hjem til den danske hovedstad uden spilleminutter i benene siden oktober, men han startede alligevel inde og spillede fuldtid fem dage senere, da Randers FC gæstede Parken.
På lørdag venter der en uhyre vigtig kamp for FC København, når de gæster Viborg FF i returen af Oddset Pokal-semifinalen.
Ved onsdagens presseseance i FC København blev Mathias 'Zanka' Jørgensen spurgt ind til, om han er klar til at skulle spille 90 minutter på ny, hvis det er nødvendigt.
- Jeg arbejder med nogle dygtige mennesker, som ved, hvordan vi kan prøve vores bedste for, at jeg kan gøre det endnu bedre.
- Fordi selvom det var fint (Zankas præstation mod Randers, red.), i forhold til hvad det var, var det langt fra perfekt - i hvert fald ikke i forhold til de krav, som jeg sætter til mig selv.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Derfor er det en konstant forbedring, jeg skal ud i over de næste måneder, og det er det, jeg vil koncentrere mig om personligt, når det kommer til mig og min krop, og så er der en helt masse andre ting, som vi skal forsøge at forbedre som hold og trup, fortalte Zanka til Bold og den øvrige skrevne presse.
FC København går ind til opgøret med en 2-1-sejr fra det første opgør.
Det er derfor også en mulighed, at opgøret potentielt kan gå i forlænget spilletid, hvorfor 120 minutters spilletid kan blive aktuelt.
Selv om den 35-årige stopper ikke håber, at det bliver en realitet, er han også klar på det, hvis det går så vidt.
- 120 (minutter, red.) lyder af meget, men det er det, vi som trup skal undgå, at det kommer så langt. Men hvis der skal 120 til, så skal der 120 til, og så har vi heldigvis stadigvæk nogle rigtig dygtige spillere, som kan spille.
- Så hvis jeg skal spille 10, 20 eller 120, så er det det, der er målet, slog han fast.
Opgøret mellem Viborg FF og FC København fløjtes op lørdag klokken 17.00.

FC København
Viborg FF
Oddset Pokalen



































