2026-02-21 12:00:00

Niels Frederiksen om fremtiden: Den tager vi senere

- Om min fremtid er i Lech Poznan bliver først afgjort senere på foråret, siger Niels Frederiksen, der har kontraktudløb til sommer.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Mesterskab i den første sæson. Nummer seks og blot fire point fra førstepladsen i sæson nummer to, hvor han også er i pokalkvartfinalen og på vej i 1/8-finalen i Conference League.

Det går rimelig godt for Niels Frederiksen i Lech Poznan.

Men slutter det allerede til sommer?

Niels Frederiksen fik i sin tid en toårig aftale med den polske storklub, som han skulle bringe tilbage til toppen.

Det skete med mesterskabet og i denne sæson er holdet stadig med i tre turneringer.

Artiklen fortsætter efter billedet

Ekstraklasa -Niels Frederiksen om fremtiden: Den tager vi senere
Foto: Aleksandra Szmigiel/Reuters/Ritzau Scanpix

Så helt skidt er det ikke gået for den 55-årige cheftræner.

- Min fremtid bliver afgjort på et senere tidspunkt på foråret. Vi har en god dialog, men lige nu er der stort fokus på, at vi er med i tre turneringer.

- Selv om vi ligger nummer seks i ligaen har vi kun fire point til førstepladsen, forklarer Niels Frederiksen, der er på en aftale med udløb efter sæsonen.

For nogle uger siden gik rygterne om, at han var fyringstruet, fordi holdet ikke havde vundet et par kampe i træk. Siden er de to seneste blevet vundet og fyringssnakken er forstummet.

- Fyringsrygter er nu engang en del af fodboldens verden. Det tager jeg meget afslappet.

- Jeg er i en stor klub, hvor jeg hver dag oplever meget stor opbakning fra ledelsen til mit arbejde, siger Niels Frederiksen, der erkender, at marginalerne ikke helt har været med holdet i denne sæson.

230576
Foto: Imago/Ritzau Scanpix

- Vi har været for ineffektive i flere kampe, men vi er stadig med i toppen af rækken, siger Niels Frederiksen, der må tilbage til 1992 og 1993 for at finde, hvornår Lech Poznan senest vandt mesterskabet to sæsoner i træk.

- Selvfølgelig er muligheden til stede for at forsvare mesterskabet, men det overordnede mål er, at vi skal kvalificere os til Europa, siger Niels Frederiksen, der torsdag kunne glæde sig over en 2-0 sejr over KuPS i Conference League.

- Nu er vi tæt på 1/8-finalen i Conference League. Det har jeg aldrig prøvet før, så vi håber at klare opgaven i returkampen.

Siden venter et dobbeltopgør mod Rayo Vallecano eller Shakhter Donetsk i Conference Leage. 

Annonce

Del dine tanker...

Vi vil gerne høre din mening! Del dine synspunkter med os og de andre bold-læsere og bliv en del af debatten.

Start debatten
Annonce