















Én ud af tre mulige danskere startede inde i lørdagens portugisiske Liga Cup-finale.
Slaget stod mellem Sporting og Benfica, og for førstnævnte startede anfører Morten Hjulmand som vanligt inde på midtbanen, mens Conrad Harder indledte opgøret fra bænken.
Det samme gjorde Alexander Bah for Benfica, der til gengæld havde den tidligere Nordsjælland-profil Andreas Schjelderup med fra første fløjt.
Tilskuerne på det neutrale stadion i Leiria måtte vente et par minutter længere end normalt på at få opgøret sat i gang grundet fyrværkeri under spillernes indløb på banen.
Da bolden så begyndte at rulle, trak Schjelderup den første overskrift.
Den vævre nordmand modtog bolden fra Ángel Di María på kantet af feltet, og efter et par fikse driblinger lagde han elegant bolden i lange hjørne og sendte Benfica på 1-0. Du kan se scoringen nederst i denne artikel.
Artiklen fortsætter efter billedet

Scoringen var Schjelderups blot anden i den røde trøje, men han fik ikke lov at bevise mere denne lørdag, for cheftræner Bruno Lage pillede ham ud i pausen.
Kort inden havde en anden skandinaver, Viktor Gyökeres, bragt balance i regnskabet, da svenskeren eksekverede et straffespark, som Tomás Araújo begik på navnebror Maximiliano Araújo.
Anden halvleg bød ikke på nogle scoringer trods et par gode chancer til Benfica-spids Vangelis Pavlidis, og dermed måtte kampen ud i en nervepirrende straffesparkskonkurrence.
I mellemtiden var Conrad Harder kommet på banen, og både ham og landsmanden Hjulmand scorede på deres forsøg.
Det gjorde langt de fleste spillere på banen faktisk, og efter fuld plade for hver af holdenes seks første skytter brændte Francisco Trincão det syvende Sporting-forsøg, hvilket sendte pokalen til Benfica.
Morten Hjulmand fik som altid hele kampen på banen, mens Conrad Harder blev skiftet ind med ni minutter igen. Ti minutter inden var Alexander Bah kommet på banen, hvorfor kampen faktisk sluttede med alle gode gange tre, hvad angår dansk deltagelse.
🎥⚽ O 𝗚𝗢𝗟𝗢 de Schjelderup a abrir o marcador na final (0-1)! #SCPSLB • #TaçadaLiga pic.twitter.com/FqzLo1Q2vh
— SL Benfica (@SLBenfica) January 11, 2025

Sporting CP
Benfica
League Cup
































