



Victor Froholdt måtte fredag aften forlade banen på en båre, efter at Porto-danskeren blev ramt hårdt i hovedet under kampen.
Froholdt blev ramt af en albue fra Guilherme Liberato og faldt efterfølgende bevidstløs til jorden. Han modtog behandling på banen, inden han blev båret fra banen og kørt på hospitalet til yderligere undersøgelser.
Liberato blev udvist efter episoden, og nu har brasilianeren gået til tasterne på Instagram for at undskylde over for Froholdt.
- Victor, jeg vil fra hjertet gerne undskylde for sammenstødet under kampen. Jeg blev meget ked af det, da jeg så dig forlade banen på en båre, og jeg håber oprigtigt, at du har det godt.
- Jeg vil have, at du skal vide, at der fra min side aldrig var nogen intention om at være unfair eller gøre dig ondt. Det var en spilsituation, men det ændrer ikke på, hvor ked af det jeg er over det, der skete.
Artiklen fortsætter efter billedet

Porto kunne efterfølgende oplyse, at Froholdt havde det godt, og at der ikke var fundet unormaliteter i de undersøgelser, han havde gennemgået.
Den danske landsholdsspiller blev dog på hospitalet natten over til observation på grund af en hjernerystelse.
Liberato håber, at Froholdt ikke har fået nogen mén af episoden.
- Jeg ved, at det er svære øjeblikke, og jeg håber, at du ikke har fået nogen mén. Jeg ønsker dig masser af styrke og en hurtig bedring. Jeg håber, at jeg snart kan se dig tilbage på banen.
FC Porto vandt kampen mod Moreirense med 2-1.

FC Porto
Moreirense
Portugal Primeira Liga
























