Manchester United har udlejet den brasilianske back Fabio da Silva til Premier League-kollegerne Queens Park Rangers. Det bekræfter sidstnævnte.
Det sker samme dag, som Fabios tvillingebror Rafael har forlænget sin kontrakt med de engelske vicemestre.
21-årige Fabio har ikke fået meget spilletid hos de røde djævle, hvor han først og fremmest konkurrerer med venstre backen Patrice Evra, der sjældent er ude af holdet. Højrebenede Fabio gør sig mest i venstre side af banen, men kan dække flere pladser.
- Det her var en fantastisk mulighed for os for at låne en dygtig ung spiller, som har en del erfaring fra en topklub som Manchester United, siger Queens Park Rangers’ manager, den tidligere United-spiller Mark Hughes.
- Han har spillet mange førsteholdskampe for United, og det vidner om hans kvaliteter. Jeg ved, at de har meget høje tanker om ham i United, og vi mener, at han har alle forudsætninger for at blive en succes her i næste sæson.
- Han er først og fremmest en god forsvarsspiller med en fantastisk entusiasme. Han er topprofessionel, ligesom sin bror. Vi er i stand til at give ham de kampe, han har brug for på dette tidspunkt i hans karriere. Han er meget alsidig - han kan spille både venstre og højre back og er også blevet brugt på midtbanen af Sir Alex (Ferguson, red.), så vi ved, hvad vi får, nemlig en rigtig god spiller.
Lejeaftalen gælder for hele den kommende sæson.