Notér navnet Chidozie Obi-Martin.
Han er netop fyldt 16 år og har lige scoret 10 mål mod Liverpool i en U16-kamp for Arsenal. Og så er han dansk.
Kasper Hjulmand fortalte i november, at han er opmærksom på den unge angriber, der både kan stille op for Danmark og England.
Men hvem er Obi-Martin egentlig? bold.dk har spurgt The Athletic-journalisten Art de Roché, der dækker Arsenal tæt.
- Som man nok kan forestille sig, var der en del hype på sociale medier efter den kamp, hvor han scorede 10 mål mod Liverpool, siger Art de Roché til bold.dk.
- Det er tydeligt, at han er meget mere fysisk udviklet end andre i hans aldersgruppe, og det har givet ham en fordel. Udfordringerne kommer, når han spiller over for mere fysisk udviklede forsvarsspillere.
- Men at han formåede at score 10 mål, vidner stadig om det unikke talent, som Arsenal har i deres hænder.
Arsenal har tiltro til ham
Er han en spiller, som Arsenal tror på?
- Det er stadig tidligt at sige, men det ser sådan ud. Han ville ikke få muligheder for at optræde på U21-holdene, hvis ikke der var en intern tillid til, at han ville have godt af at blive kastet ud i det.
- Obi-Martin ligner helt sikkert et stort talent og er velanset i Arsenal, og han er på vej i samme retning, som Ethan Nwaneri og Myles Lewis-Skelly har taget med hensyn til at spille kampe på tværs af adskillige aldersgrupper.
- Alene i denne sæson har Obi-Martin spillet for U16, U18 og fik sin U21-debut inden sin 16-års fødselsdag i slutningen af november.
- At sikre, at spillere står over for forskellige udfordringer i forskellige aldersgrupper, er noget, Arsenal gør for at hjælpe deres unge spilleres udvikling.
- Det vil dog være op til både spilleren og klubben at få troen på ham til at vokse i de kommende år.
Er det realistisk, at han kan komme på førsteholdet?
- Selvom Obi-Martin imponerer, er det svært at forudsige, hvad der sker. Den ideelle situation ville for ham være at rykke op gennem rækkerne og op på førsteholdet, når tiden er inde, men så mange faktorer skal gå rigtigt for, at det kan ske.
- Indtil videre skal fokus være på at sikre, at han ikke går glip af nogen trin i sin udvikling, siger Art de Roché.
Danmark eller England?
Chidozie Obi-Martin har spillet ni U17-landskampe for Danmark, hvor det er blevet til syv mål.
Her er han primært blevet brugt som centerforward, men ifølge Art de Roché er han mere alsidig end dét.
- Han er jo kun lige blevet 16, så det ville ikke være klogt af mig at sætte Obi-Martin i bås som én bestemt type. Han bruges på alle de tre forreste pladser, og det har mest været der, hvor han er blevet benyttet af Arsenal.
- Hans højde er den store forskel, når den bruges gennem midten, men hans hurtighed og tekniske evner adskiller ham også fra mængden.
Hvor stort et tab bliver det for England, hvis han vælger Danmark?
- Nationer, der overbeviser spillere med dobbelt nationalitet til at vælge dem, er et aspekt af international fodbold, som offentligheden måske ikke indser, før det er for sent.
- Ofte kommer disse beslutninger ned til, hvilket land spilleren mest identificerer sig med, og i de senere år har dét både været til Englands fordel og ulempe.
- Declan Rice og Jack Grealish, der valgte England frem for Irland, er eksempler på det ene, mens Jamal Musiala, der repræsenterer Tyskland, er et eksempel på det andet.
- Kun Obi-Martin kan sige, om han føler sig mere dansk eller engelsk, men det faktum, at han har spillet mere konsekvent for Danmark, burde give en idé.
- Jeg ved ikke, om det er det rigtige udtryk, at England 'kan tabe' ham, hvis han ikke vælger England, men det kan være et slag, da det er uklart, hvem der bliver næste generations centerforward, når Harry Kanes tid er forbi.
- Det bliver uanset hvad et debatemne, der vil være der i flere år fra nu, siger Art de Roché.
bold.dk talte i oktober med U17-landstræner Jesper Mikkelsen om Chidozie Obi-Martin, og han ser et stort potentiale i den unge angriber. Læs mere her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Arsenal
Premier League
Danmark U17


































