Uwe Rösler fortalte for to ugers tid siden, at Jack Wilshere er i tænkeboks omkring sin fremtid.
Her nævnte AGF-træneren, at Wilshere har trænertilbud, og et af dem kan vise sig at være i barndomsklubben Arsenal.
Evening Standard erfarer onsdag aften, at Wilshere har været i dialog med Arsenal og konkret har haft snakke med akademichef Per Mertesacker.
Arsenal er på jagt efter nye trænere til både U23- og U18-mandskabet, da de tidligere er smuttet for at blive trænerduo i League Two-klubben Crawley Town.
Wilshere har tidligere selv fortalt, at AGF har tilbudt ham en ny kontrakt, men den 30-årige englænder har altså også mulighed for at stoppe karrieren og gå trænervejen nu.