I sidste sæson var Yankuba Minteh en af 3F Superligaens største åbenbaringer.
Derfor solgte OB den gambiske guldfugl til Newcastle, som lejede Minteh ud til Feyenoord i indeværende sæson.
For den hollandske klub har 19-årige Minteh været brandvarm med ti mål og fem oplæg i 34 kampe, og i weekenden var kantspilleren med til at vinde pokalfinalen i Holland i en kamp, hvor han dog blev udvist efter to gule kort.
Bakary Bojang, der er rådgiver for Minteh, var på lægterne til kampen, og han fortæller, at der er stor interesse for den tidligere OB-komet, selv om planen i øjeblikket er en retur til Newcastle.
- Der er ikke rigtig noget fast endnu, og der er mange bolde i luften i øjeblikket. Feyenoord vil gerne beholde ham, og Newcastle er også glade for ham.
- Der er også en masse interesse for ham fra andre klubber, men lige nu er det vigtigste for os, at han spiller sæsonen færdig, og så må vi sammen med Newcastle finde ud af, hvad der skal ske.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi skal finde ud af, om han skal blive i Feyenoord, blive i Newcastle eller til en helt tredje klub, og der er ikke taget en beslutning endnu, siger Bakary Bojang til Bold.
Selv om Minteh altså blev solgt seneste sommer, kan kantspilleren allerede ende med at finde en helt ny arbejdsgiver til sommer.
- Alle muligheder er åbne, og i sidste ende er det Newcastle, der bestemmer, hvad der skal ske.
- Jeg kan bekræfte, at andre klubber er interesserede i ham, men vi må snakke med Newcastle, om de tænker, at det skal være udleje eller salg, fortæller rådgiveren.
Bakary Bojang ønsker ikke at fortælle, hvilke klubber der er interesserede i Minteh.
Kantspilleren scorede fire mål og lavede seks oplæg i 17 kampe for OB. Den gambiske hurtigløber blev solgt for et fynsk rekordbeløb på omkring 50 millioner kroner.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Newcastle
Feyenoord
Premier League
































