


Lørdag slog Thomas Frank og co. Southampton overbevisende med 3-0. Det er niende Premier League-kamp i streg uden nederlag for Brentford. Sidst danskerklubben tabte en Premier League-kamp var i oktober sidste år.
Brentford er inde i en god stime, og spillet fungerer, men manager Thomas Frank understreger, at spillerne skal forblive ydmyge i jagten på mere succes.
Det siger han til BBC Sport efter sejren.
- Jeg synes, det er vigtigt, at vi har den selvsikre, men ydmyge indstilling, hvor vi drømmer lidt. Vi skal forblive ydmyge og udføre arbejdet hver eneste uge.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi siger, at vi vil forblive så højt som muligt i tabellen, men minimumskriteriet er altid at blive i ligaen. Men vi vil gerne ende så højt som muligt, så lad os se, hvor højt det bliver.
- Det er ganske utroligt, at vi i ni kampe er ubesejret, det er en fantastisk præstation.
- Men vi kan aldrig tage for givet, at vi vinder i Premier League, fordi det er sådan en ubarmhjertig liga. Men vi skal nyde det i 24 timer, og så er det videre.
Brentfords næste opgave i Premier League er mod Arsenal.