


Unai Emery har nu stået i spidsen for Aston Villa i tre kampe. De to af dem, som har været i Premier League, er blevet til sejre, og Birmingham-klubben ligger nu nummer 12 i Premier League-tabellen.
Spanieren har allerede sat sit præg på holdet, i hvert fald hvis man spørger højre back Matty Cash, der blev interviewet af BBC Sport efter udesejren over Brighton søndag eftermiddag.
- Brighton er et rigtig godt hold. De gør det svært for alle hold, der tager hertil. Vi var gode og vi var robuste. Unai Emery har indlejret i os, at vi skal være svære at slå.
- Vi har arbejdet meget med at én back går frem og den anden bliver tilbage. Han vil ikke have at vi går frem for ofte, fordi vi har nok angrebskvalitet, sagde den polske landsholdsspiller til BBC Sport efter kampen.
Cash roste også Aston Villas fundament, og påstod at der ikke var nogen grænser for hvor gode de kunne blive.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Vi har behov for at være mere stabile. Hvad end manageren siger, så gør jeg det.
-Den her klub har ikke noget loft. Den kan nå hele vejen til toppen. Vi bliver nødt til at være tålmodige, svære at slå og blive ved med at klatre op ad stigen - opad i tabellen.
Matty Cash er en af de Aston Villa-spillere som ikke kan holde pause den næste måneds tid. Han er nemlig udtaget til Polens VM-trup.
I gruppespillet kan han se frem til at skulle møde sin holdkammerat Emiliano Martinez, der er udtaget for Argentina.