


Crystal Palace havde brug for en sejr i bunden af Premier League-tabellen, da Fulham lørdag eftermiddag gæstede Selhurst Park.
Det var da også hjemmeholdet, der kom bedst ud, da bomstærke Jean-Philippe Mateta var undervejs et par gange i løbet af kampens indledning.
En halv time inde var der optræk i begge ender, men de helt store chancer udeblev.
Til gengæld var Palace tæt på at komme i front få minutter inden pausen, da Joachim Andersen og keeper Bernd Leno gik galt af hinanden i Fulhams bagerste geledder. Danskeren måtte selv tilbage for at cleare bolden på målstregen.
I stedet var det så gæsterne, der endte med at komme foran i første halvlegs tillægstid. Her drog Emile Smith Rowe fordel af en stor opspilsfejl fra den ellers velspillende Maxence Lacroix og sendte sikkert Fulham i front. Du kan se scoringen øverst i denne artikel.
Artiklen fortsætter efter billedet

Syv minutter inde i anden halvleg fandt selv samme Smith Rowe såmænd netmaskerne igen.
En fremragende kontra endte hos Alex Iwobi, der sendte et forrygende indlæg ind til det tidligere Arsenal-talent, som eksekverede sikkert. Uheldigvis for Smith Rowe og company var han akkurat offside, hvorfor målet, efter et længere VAR-tjek, blev annulleret.
Den efterfølgende periode bød på mange gode Fulham-chancer, og generelt var gæsterne tættere på 2-0, end Palace nogensinde var på en udligning.
Hjemmeholdets vilkår blev da absolut heller ikke forbedret af, at Daichi Kamada så direkte rødt kort for en hård glidende tackling på Kenny Tete.
Kort efter valgte Fulham-træner Marco Silva at sende brandvarme Harry Wilson på banen, og det skulle han, for anden uge i træk, ikke komme til at fortryde.
I sidste spillerunde blev den walisiske offensivspiller helten i tillægstiden mod Brentford, hvor han scorede to gange, og i dag skulle Wilson såmænd ikke bruge mere end 38 sekunder på banen, før han lukkede og slukkede til 2-0.
Scoringen kom efter en flot assist af Alex Iwobi, som sendte Wilson i dybden bag et udkørt Palace-forsvar, hvorefter bolden blev hamret ind i lange hjørne.
I tredje minut af tillægstiden troede selv samme Wilson sågar, at han havde scoret igen. Det tidligere Liverpool-talent fik sidste fod på et glimrende indlæg, men tæmningen foregik med hånden, hvorfor scoringen ikke fik lov at stå.
Fulham slår Crystal Palace med 2-0, og dermed kan Joachim Andersen og company notere sig for et clean sheet og anden sejr i træk. Anderledes skidt ser det ud for Crystal Palace, der midlertidigt ligger akkurat over nedrykningsstregen.
De kan dog ryge ned på den gale side, hvis Ipswich mod forventning slår Tottenham søndag.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Fulham
Crystal Palace
Premier League





































