Transfervinduet er lukket i England, og Joachim Andersen bliver derfor i Crystal Palace.
Den danske stopper var tidligt i vinduet rygtet til Newcastle og Brentford, men der var aldrig et tilbud fra en klub, der blev konkret.
Det fortalte 27-årige Joachim Andersen i landsholdslejren tirsdag.
- Det er klart, at der altid er nogle overvejelser i transfervinduet. Det er en spændende tid, og der var da lidt ting frem og tilbage, men der var intet, der blev konkret.
- Så jeg er egentligt bare glad for at være i Palace. Vi har et fedt hold der, og jeg har en stor rolle, så jeg ser frem til en god sæson, siger Joachim Andersen.
Herefter blev forsvarsspilleren spurgt, hvornår det næste skridt i karrieren skal tages.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Det er et supersvært spørgsmål, synes jeg, fordi det er ikke noget, som jeg selv er herre over.
- Det er klart, at jeg gerne vil spille i de største og bedste klubber i verden, men det er ikke altid op til mig, hvad der skal ske.
- Det er klart, at nu er jeg 27 år, og hvis jeg skal lave en transfer skal det gerne være indenfor de næste par år, fordi jeg bliver heller ikke yngre. Hvis en klub skal betale lidt penge for mig, så skal de jo helst kunne se lidt perspektiv i det, siger Joachim Andersen.
Joachim Andersen skiftede i sommeren 2021 fra Lyon til Crystal Palace. Siden er det blevet til 76 kampe for klubben, som han har en aftale med frem til sommeren 2026.
Tidligere har landsholdsstopperen været i klubber som Twente, Sampdoria, Fulham og FC Midtjylland.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Newcastle
Crystal Palace
Brentford
Premier League
Danmark




































