


Manchester United fik tirsdag aften besøg af Nottingham Forest, da de to mandskaber tørnede sammen i Premier League.
Inden kampen lå Forest under nedrykningsstregen, mens Manchester United havde brug for point i jagten på en plads i top fire.
United gik ind til kampen med sygdom i truppen, derfor spillede Luke Shaw sammen med Raphael Varane i det centrale forsvar. På midtbanen startede Christian Eriksen sammen med Casemiro.
Nottingham Forest måtte undvære Dean Henderson, da han er på leje fra netop Manchester United. Oppe foran var Jesse Lingard med fra start, han forlod United i sommer.
Allerede fra start var det tydeligt, at United var topholdet, mens Forest var bundholdet.
Artiklen fortsætter efter billedet

United tog hurtigt kontrollen, og bare fem minutter inde i opgøret var det tæt på at blive 1-0, da Tyrell Malacia bankede bolden på stolpen.
Hjemmepublikum skulle dog ikke vente længe, før de kunne juble over kampens første scoring.
Efter 19 minutter sendte Christian Eriksen et hjørnespark ind i støvlen på Marcus Rashford, og så kunne englænderen banke United på 1-0.
Tre minutter senere blev føringen fordoblet, da United slog til på en kontra. Rashford blev sendt i dybden, og så fandt han Anthony Martial, som sparkede bolden i mål til 2-0.
United var i fuld kontrol, men kort før pausen fik hjemmeholdet en forskrækkelse, da Forest fik sendt bolden i nettet efter en dødbold. Willy Boly var dog offside, derfor gik mandskaberne til pause med stillingen 2-0.
Lavere tempo
Manchester United startede anden halvleg i et lavere tempo, men det var fortsat hjemmeholdet, som var i kontrol.
Ti minutter inde i anden halvleg var Rashford igen på spil, da han sendte Antony i himlen på en dyb stikning. Kantspilleren tog bolden til sig, men han blev læst af Forest-målmand Wayne Hennessey.
Begge hold lavede en række udskiftninger, og det fjernede i en periode rytmen i kampen. United fik dog igen sat sig på tingene, mens Forest atter hang efter i mange sekvenser.
United kom til flere gode chancer i anden halvleg, men det lykkedes først at lukke opgøret fuldstændig, da Fred tre minutter før tid sendte bolden over i det lange hjørne, efter Casemiro havde brudt bolden i et farligt område.
Der blev ikke scoret yderligere, dermed vandt United ganske fortjent 3-0.
Resultatet betyder, at Manchester United nu kun er et enkelt point bag Tottenham, som er nummer fire i Premier League. United er nummer fem.
Nottingham Forest er fortsat næstsidst med 13 point i 16 kampe.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Manchester United
Nottingham Forest
Premier League























