2022-05-08 12:05:00

Rygtetid: Tottenham jagter Joakim Mæhle

Her er ugens udgave af rygtetid på bold.dk.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers, hvor vi ser nærmere på de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter i Danmark og udlandet. 

Intet er endeligt her, men vi vil hver uge forsøge at gøre dig lidt klogere på de enkelte rygter.

Tottenham vil hente Joakim Mæhle til London

Der kan meget vel snart være en ny dansker på vej til Tottenham, hvor Pierre-Emile Højbjerg allerede har base.

Ifølge the Daily Mail skulle London-klubben nemlig have udset sig Joakim Mæhle, som en mulig forstærkning til defensiven, hvor de har haft svært ved at løse problemerne på venstrebacken.

Her skulle Tottenham efter sigende mene, at Atalanta-danskeren passer perfekt ind i Antonio Contes spillestil, og dermed kan han være løsningen på Tottenhams problem.

Tidligere har Tottenham-direktør Fabio Paratici haft held med at hente spillere fra Serie A, og det burde ifølge the Daily Mail tale for, at Mæhle kan blive den næste spiller i rækken.

Artiklen fortsætter efter annoncen

24-årige Joakim Mæhle har kontrakt med Atalanta frem til sommeren 2025.

Graham Potter på Tottenhams radar

Der er fortsat usikkerhed om Antonio Contes fremtid i Tottenham, da den italienske manager ikke har slået fast, om han vil blive i klubben efter denne sæson.

Conte har godt nok kontrakt med London-klubben til sommeren 2023, men han har været sat i forbindelse med et skifte til PSG, hvis nu muligheden skulle opstå.

Tottenham har derfor angiveligt nu indledt jagt på en afløser, og her har de været en tur i Brighton.

Artiklen fortsætter efter annoncen

The Telegraph skriver nemlig, at Brighton-manager Graham Potter er favorit til at tage over i Tottenham, men det bliver ikke en gratis omgang.

Mediet melder nemlig, at Tottenham skal betale knap 90 millioner kroner for at få Potter fri af sin kontrakt, som først udløber i sommeren 2025.

Manchester United og PSG vil belønne Ousmane Dembele

De seneste mange måneder har der været meget snak om Ousmane Dembeles situation i FC Barcelona, hvor han først var helt ude i kulden, men er siden da kommet tilbage.

Franskmanden står over for et kontraktudløb til sommer, og derfor kan mulige bejlere hente ham på en fri transfer, og det er der efter sigende to storklubber, der har tænkt sig.

Ifølge El Chiringuito-journalisten Dario Montero har Manchester United og PSG allerede været i kontakt med Dembeles lejr og forsøgt at lokke ham med en monsterløn.

Her har United tilbudt en løn på op imod 111 millioner kroner, mens PSG har hævet barren og tilbudt 126 millioner for Dembeles underskrift.

Der har dog også været snak om, at Dembele vil forlænge opholdet hos FC Barcelona, så tiden må vise, hvad der vil ske med franskmanden.

I denne sæson står 24-årige Ousmane Dembele noteret for 29 kampe for FC Barcelona, hvor det er blevet til to mål og 11 assists.

Ruben Neves foretrækker skifte til FC Barcelona

I længere tid har Ruben Neves været rygtet væk fra Wolverhampton, efter han gennem flere sæsoner har imponeret for Premier League-klubben.

Portugiseren har været sat i forbindelse med et skifte til både Arsenal og Manchester United, men hvis man skal tro spanske Sport, vil Neves hellere en tur til Spanien.

Sport erfarer nemlig, at Neves har besluttet sig for, at han gerne vil skifte til FC Barcelona, som også har været inde i billedet, men det kan blive svært at gøre til en realitet.

Neves er nemlig en dyr herre, da han angiveligt skulle koste op imod 900 millioner kroner.

Det er just ikke et beløb, som Barcelona vil kunne lægge på bordet i deres nuværende tilstand.

25-årige Ruben Neves har fortsat kontrakt med Wolverhampton frem til sommeren 2024, så der skal nogle penge på bordet, hvis han skal forlade klubben i den nærmeste fremtid.

Salah er fristet af skifte til PSG eller Spanien

Skriverierne om Mohamed Salahs fremtid har været mange, men der er stadig ingen afklaring.

Den egyptiske stjerne har endnu ikke forlænget i Liverpool, hvor hans nuværende aftale udløber i sommeren 2023, og nu skriver den engelske avis The Telegraph, at Salah overvejer et skifte.

Konkret skulle et skifte til PSG eller en klub i Spanien – formentlig Barcelona eller Real Madrid – friste Salah.

Telegraph skriver, at Liverpool kan blive nødt til at sælge Salah denne sommer for at undgå at miste profilen på en fri transfer om et år.

Real Madrid overvejer Cristiano Ronaldo

Real Madrid kigger angiveligt på muligheden for at hente 37-årige Cristiano Ronaldo hjem til den spanske hovedstadsklub. 

Det skriver det engelske medie The Mirror. 

Ifølge mediet er Real Madrid-træneren Carlo Ancelotti særdeles imponeret over Ronaldos præstationer i Manchester United, hvor portugiserens fremtid eftersigende er usikker.

The Mirror skriver, at tvivlen om Ronaldos fremtid hos de røde djævle bunder i, at det er usikkert, om den nye cheftræner Erik ten Hag har den garvede angriber med i sine planer.

Real Madrid følger ifølge The Mirror situationen tæt og overvejer altså muligheden for at hente Ronaldo hjem til klubben.

Cristiano Ronaldo spillede i Real Madrid fra 2009 til 2018, hvor han forlod klubben til fordel for Juventus.

Sidste uges rygter

Dominic Calvert-Lewin har bestemt sig for Arsenal-skifte

Everton kæmper i denne tid for overlevelse i Premier League, hvor de efter 32 kampe er placeret under stregen med to point op.

Hvis det ender med en tur ned i Championship, bliver det nok uden Dominic Calvert-Lewin, hvis man skal tro mediet Football Insider, da angriberen har bestemt sig for at skifte klub.

Calvert-Lewin skulle nemlig angiveligt have fortalt sine venner, at han vil en tur til London til sommer, da han vil skrive under på en kontrakt med Arsenal.

Everton-angriberen har tidligere været sat i forbindelse med Arsenal, hvor The Athletic skrev, at Calvert-Lewin også ville have en interesse i at takke ja til et skifte til London-klubben.

25-årige Dominic Calvert-Lewin har kontrakt med Everton frem til sommeren 2025.

Neymar sat til salg for 670 millioner kroner

PSG er angiveligt klar til at sælge Neymar, men de vil ikke lade ham gå for mindre end 90 millioner euro, svarende til cirka 670 millioner kroner, det erfarer Sky Sports ifølge AS. 

Neymar skulle allerede være sat til salg, men han er langt fra den eneste, som PSG gerne vil af med. Ifølge L'Equipe har Draxler, Kurzawa, Paredes og Kehrer ikke en fremtid i den franske hovedstad. 

Newcastle vil hente Pierre-Emile Højbjerg til sommer

Ifølge The Mirror pønser Newcastle på at hente danske Pierre-Emile Højbjerg til sommer. 

Nyrige Newcastle skulle planlægge at byde omkring 260 millioner kroner på den danske landsholdsspiller, som til daglig spiller i Tottenham. 

Mediet mener at vide, at Newcastle-manager Eddie Howe har Højbjerg som en af de øverste på sin liste over mulige handler til sommer. 

Det vides endnu ikke, om danskeren ville være interesseret i at skifte væk fra Tottenham, hvor han er fast mand og har en vigtig rolle på Antonio Contes mandskab. 

Flere Bundesliga-klubber står i kø for PSG's Julian Draxler 

Julian Draxler kan stå over for et muligt farvel til PSG og fransk fodbold, da han har givet udtryk for, at han gerne vil have mere spilletid, end hvad tilfældet er i Paris.

Det har angiveligt gjort flere tyske klubber interesserede i Draxler, melder L'Equipe og tilføjer, at der kan være et 'forbudt' skifte i vente for Draxler.

Den tidligere Schalke 04-profil bliver nemlig sat i forbindelse med et skifte til rivalerne fra Dortmund. Desuden skulle Leverkusen og Hertha Berlin også være inde i billedet.

Der skal dog nogle penge på bordet, hvis man vil hente Draxler til sommer, da tyskeren har kontrakt med PSG frem til 2024.

28-årige Julian Draxler står noteret for 18 Ligue 1-kampe i denne sæson, hvor det er blevet til to mål og en enkelt assist.

Newcastle er interesseret i Frankfurt-stopper

Newcastle er interesserede i Eintracht Frankfurts franske forsvarsspiller Evan N'Dicka. 

Det skriver den tyske avis Bild.

Ifølge avisen kræver den tyske Bundesliga-klub i omegnen af 25 millioner euro - svarende til 186 millioner kroner - for at slippe N'Dicka. 

22-årige N'Dicka har kontraktudløb i Frankfurt i sommeren 2023, og derfor er det ikke utænkeligt, at den tyske klub vil sælge ham i det kommende sommer-transfervindue.

Evan N'Dicka har spillet i Frankfurt siden sommeren 2018, hvor han kom til klubben fra franske Auxerre.

Om Rygtetid: 

Rygtetid er bold.dk's transferrygte-univers. Her bringer og belyser vi nogle af de mange løse rygter om spiller- og trænerskifter, der florerer i ind- og udland. 

Intet er endeligt, og alt her har ikke gang på denne jord, men vores mål er at videregive så meget relevant info som muligt om de enkelte rygter og klæde dig på til turen i den store transferjungle.

23 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Seneste nyheder

Seneste nyheder

0