2022-08-14 19:30:35

To dramatiske udligninger sikrede Spurs point

Pierre-Emile Højbjerg scorede målet til 1-1 for Spurs til protest fra Chelseas bænk, og det så længe ud til at være forgæves. En Harry Kane-udligning dybt inde i overtiden sikrede dog 2-2 til Tottenham.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Tottenham skulle søndag aften op imod deres onde ånd fra Chelsea, som de blot havde fået et enkelt point imod siden 2018 i Premier League.

Det så ud til at Chelsea havde i sinde at fortsætte den stime, for værterne pressede mest på Stamford Bridges grønsvær.

Herefter overtog Spurs kortvarigt initiativet, men det var ingen ringere end Chelseas Kalidou Koulibaly, som kunne åbne målscoringen efter 20 minutters spil.

Her kunne det senegalesiske nyindkøb helflugte et hjørnespark fra et andet nyindkøb, Marc Cucurella, i nettet til stillingen 1-0 og stor jubel foran sine nye fans i hjemmedebuten.

En lidt sløj indsats fra Tottenham i opdækningen, hvor Chelsea tydeligvis udnyttede, at de brugte zone- og ikke mandsopdækning.

Efter målet bølgede spillet med chancer til begge hold, men hverken Ryan Sessegnon eller Kalidou Koulibaly kunne putte bolden i nettet.

Derfor gik Chelsea til pause med stillingen 1-0.

Artiklen fortsætter efter annoncen

To dramatiske udligninger og to røde kort til trænerne

Tottenham kom bedre ud til anden halvleg, og med lidt held kunne der være faldet en udligning ved Heung-min Son efter tre minutter, havde Edouard Mendy ikke været på plads.

Målet til gæsterne skulle dog falde, og det var ingen ringere end Pierre-Emile Højbjerg, som efter 68 minutters spil kunne hamre bolden i kassen fra kanten af feltet.

Det mål skabte ikke så få rasende scener på Chelsea-bænken, da der var stor utilfredshed med et manglende frispark til Kai Havertz i en foregående spilsituation, som dog ikke blev skønnet stor nok til et VAR-tjek.

Samtidig blev der tjekket for en potentiel offside på Richarlison, men angriberen stod ikke placeret på en strafbar måde, og derfor var stillingen 1-1. Skærmydslerne på bænken kostede både Thomas Tuchel og Antonio Conte en advarsel.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med et kvarter igen var Kai Havertz igen tæt på, men han fik ikke afsluttet indenfor rammen, men til gengæld kunne Reece James gøre skaden god igen få minutter senere.

Dejan Kulusevski mistede bolden på et farligt sted, og da Raheem Sterling stod på kanten af en afslutning, trillede han i stedet bolden til Reece James, som kunne bringe sit hold foran med 2-1.

Det lignede slutresultatet mellem de to mandskaber, men dybt inde i overtiden blev Harry Kane helten for Tottenham, da han kom øverst på et hjørnespark og headede bolden i mål til massiv jubel.

Dermed sluttede den medrivende kamp 2-2, og de optøjer, der havde været under kampen, blev genoplivet efter slutfløjtet, da Antonio Conte og Thomas Tuchel igen meningsudvekslede på banen.

Det kostede dem begge et rødt kort fra Anthony Taylor, hvilket satte et markant punktum for et brag af en kamp.

92 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
annonce
0