



Den danske landsholdsbejler Matt O'Riley startede inde, da Celtic lørdag skulle jagte The Treble for ottende gang i klubbens historie.
Celtic skulle møde Inverness i den skotske pokalturnering på Hampden Park, og det kunne altså blive den tredje titel i sæsonen, efter at holdet allerede har vundet liga-cuppen og ligaen.
Inden opgøret var Celtic store favoritter, men det var først efter 38 minutter, at det første mål faldt.
Her fik Matt O'Riley bolden i højre side, og så serverede han den på et sølvfad til den japanske angriber Kyogo Furuhashi, der gjorde arbejdet færdigt.
Efter halvlegen skulle Inverness forsøge at komme tilbage i kampen.
Artiklen fortsætter efter billedet

Det blev dog enormt svært i det 65. minut, da Celtic hurtigt satte et frispark i gang og fik en stor kontrachance.
Til sidst fik israelske Liel Abada foden på bolden til 2-0.
10 minutter senere blev Matt O'Riley skiftet ud, og fra bænken kunne han se Daniel Mackay reducere til 1-2 med hovedet med fem minutter tilbage af kampen.
I overtiden ødelagde portugisiske Jota al spænding, da han tog bolden ned i feltet og sendte den ind til 3-1.
Celtic vandt derfor den skotske pokalturnering og kan kalde sig vindere af The Treble i Skotland.

Inverness
Celtic
Scottish Cup




































